Erhverv

Fredag skal samfundskritiske virksomheder udpeges efter EU-lov

Danske virksomheder, der fredag udpeges som særligt vigtige, har ti måneder til at skærpe sikkerheden.

EU-direktivet gælder virksomheder inden for samfundskritiske sektorer såsom transport, energi, bank, sundhed og drikkevand. (Arkivfoto).
EU-direktivet gælder virksomheder inden for samfundskritiske sektorer såsom transport, energi, bank, sundhed og drikkevand. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I løbet af fredagen tikker der en særlig besked ind i indbakken hos flere hundrede danske virksomheder fra myndighederne.

Som led i et direktiv fra EU om "kritiske enheders modstandsdygtighed" skal virksomheder, der vurderes som samfundskritiske, nemlig udpeges.

Herefter har virksomhederne ti måneder til at implementere et omfattende beredskab i tilfælde af kriser, så man efterlever direktivets krav.

Det skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.

17. juli er fristen for EU-landenes myndigheder til at udpege de samfundskritiske virksomheder, så de bliver omfattet af de nye krav om modstandsdygtighed og beredskab.

EU-direktivet gælder virksomheder inden for samfundskritiske sektorer såsom transport, energi, bank, sundhed, drikkevand, spildevand, offentlig forvaltning samt produktion og distribution af fødevarer.

Da der netop er tale om kritisk infrastruktur, har myndighederne besluttet ikke at offentliggøre de valgte virksomheder.

Virksomhederne vil derfor få direkte besked fra relevante myndigheder gennem eksempelvis e-Boks, skriver Dansk Industri.

- Vi ved, at mange danske virksomheder allerede er godt i gang med beredskabsarbejdet, men der vil også være en del, der kan se frem til et omfattende arbejde, siger Henriette Thuen, seniorchefkonsulent i Dansk Industri.

Ifølge Henriette Thuen skal de udpegede virksomheder lave en risikoanalyse for at klarlægge, "hvor svaghederne er".

- Det kan være, at det er fysisk klimasikring, der er mest presserende, og det kan være nødvendigt at finde supplerende leverandører, siger hun.

Geopolitiske konflikter og klimarelaterede katastrofer fik EU til at udarbejde direktivet, som medlemslandene skal efterleve.

Målet fra EU er, at Europa bliver mindre sårbar over for fremtidige krisesituationer og i højere grad beskytter kritisk infrastruktur.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden