Han har solgt over 800.000 trafikalarmer - men den succes medførte et problem

Den nordjyske opfinder Freddy Sørensen solgte så godt af sin trafikalarm, at han måtte sadle om. Nu gør han status

Freddy Sørensen er blevet mangemillionær på sin opfindelse, men måtte sidste år tage en drastisk beslutning. <i>Foto: Claus Søndberg.</i>

Freddy Sørensen er blevet mangemillionær på sin opfindelse, men måtte sidste år tage en drastisk beslutning. Foto: Claus Søndberg.

AALBORG:En nordjysk opfinder har solgt over 800.000 styks af sin rasende populære opfindelse, der sidder i rigtig mange danske biler.

Men Freddy Sørensen, der står bag trafikalarmen Saphe, måtte sidste år sadle om, fordi han var ved at udkonkurrere sig selv. Den stejle salgskurve betød nemlig, at udgifterne til service og vedligehold eksploderede, og det er uholdbart i længden, erkendte den nordjyske opfinder.

Derfor har Saphe gjort sine nye trafikalarmer afhængige af, at man som kunde tegner et abonnement - 25 kroner om måneden - hvis man vil advares om fartkontrol og ulykker.

Nu kan Freddy Sørensen konstatere, at det går den rette vej med abonnementstjenesten, Saphe Premium, der i skrivende stund har flere end 50.000 abonnenter med mindre end et år på bagen. Det skriver branchemediet Electronic-Supply.

- Vi kunne ikke blive ved med at leve af at sælge et produkt, der holder i syv år, når man kun får en engangsindtægt, og der er 30 specialister, der skal have løn, siger direktør og stifter af Saphe, Freddy Sørensen.

Et eksempel på en af Saphes trafikalarmer. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Et eksempel på en af Saphes trafikalarmer. Foto: Henrik Bo

Ekstra fordele

Med de mange tusinde abonnenter tyder noget på, at folk godt kan leve med at måtte betale den månedlige ydelse for de ekstra services. Men ikke alle, kan Freddy Sørensen fortælle.

- Selvfølgelig er der nogen, som brokker sig, og selvfølgelig kan jeg godt forstå, at nogle folk hellere vil have alarmen uden abonnement. Men det kan vi bare ikke drive en forretning på, siger Freddy Sørensen.

Aalborg-virksomheden lancerede sidst i 2021 Saphe Premium, som kort fortalt går ud på, at brugerne betaler 25 kroner om måneden for en række ekstraservices til deres Saphe-trafikalarm, der blandt andet indebærer et navigationssystem og Apples Carplay.

- Vi har solgt så mange eksemplarer, at omkostningerne til service og vedligehold er steget. Derfor har vi erkendt, at vi nærmere sælger en service og ikke et produkt, kunne Freddy Sørensen i forbindelse med lanceringen af Saphe Premium fortælle.

I praksis er det ikke alle Saphe-produkter, som kræver Saphe Premium. Har kunderne et produkt af ældre dato, vil der i stedet være tale om et tilbud om at opgradere, mens ejere af Saphes to nyeste skud på stammen, Saphe Drive Pro og Saphe Drive Mini, er nødt til at abonnere på premium-løsningen, for at enheden kan anvendes.

Svært i udlandet

Freddy Sørensen har tidligere overfor Electronic Supply givet udtryk for, at de også agtede at vokse i udlandet. Den opgave har dog vist sig sværere end som så.

- Lige nu går det fint i Tyskland, men det har taget længere tid, end vi regnede med, siger Freddy Sørensen.

Direktøren erkender, at markedet i den sydlige halvdel af Europa er svært at komme ind på, for her har de konkurrence fra Google-ejede Waze. Det gør opgaven svær for Saphe, fordi der er nogle af funktionerne, som brugerne i udlandet ikke i samme grad som i Danmark kan tilgå.

- Der er nogle funktioner, som man for nuværende ikke kan bruge i udlandet. Det kan være hastighedsgrænse eller Apple Carplay eller Android Auto. Ting som vi kan levere på højt niveau i Danmark, fordi vi har et stort netværk. Men det har vi ikke i andre lande, siger Freddy Sørensen.

Saphe lukkede 2021/2022-regnskabet ved udgangen af juni, men Freddy Sørensen vil ikke afsløre, hvordan det ser ud, før regnskabet bliver offentliggjort senere på året. 

I seneste offentlige regnskab, 2020/2021, havde Saphe en bruttofortjeneste på 20,6 millioner kroner og et årsresultat på godt 2 millioner kroner.

En god idé

Idéen til trafikalarmen Saphe fik Freddy Sørensen i begyndelsen af 2015. Kort tid efter sendte han sit produkt på markedet, og i dag har over 800.000 danskere købt den aalborgensiske opfinders trafikalarm.

Det har gjort Freddy Sørensen til mangemillionær. På tre år tjente han over 60 millioner kroner på sin trafikalarm, men de senere år er indtjeningen svundet drastisk.

Det er blandt andet i det lys, at Saphe nu har valgt at gå abonnementsvejen.

Saphe beskæftiger over 30 ansatte.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.