Kultur

Frederik fandt sin levevej lidt af omveje - og han arbejder stadig lidt med kursen

Skæbnen ville ikke, at Frederik Tobar Karlsen skulle forfølge sin første drøm - og det er han godt tilfreds med

Frederik Tobar Karlsen tager mange billeder i naturen og gerne i området omkring Sæby og Frederikshavn. 
Frederik Tobar Karlsen tager mange billeder i naturen og gerne i området omkring Sæby og Frederikshavn.  Foto: Bente Poder

SÆBY: Egentlig læste han til markedsføringsøkonom i Aalborg og var i gang med et praktikophold hos Brian Nielsen Golf & Events i forbindelse med sin afsluttende eksamen. Drømmen spirrede om at leve af at lave reklamefilm, men så skete der noget.

Mens han gik på golfbanerne og optog reklamefilm sammen med Brian Nielsen - og ja, det er den tidligere bokser - og hans kunder, så ramte corona verden, og Frederik Tobar Karlsen var nødt til at tage hjem.

Samme corona forhindrede også Frederik i at tage tilbage til Spanien, da han havde fået sin eksamen. Han ville ellers gerne have fortsat med at lave reklamefilm under de mere sydlige himmelstrøg.

Mor og far skubbede på

Derfor måtte Frederik finde på noget andet. Først prøvede han at lave reklamefilm for virksomheder herhjemme, men det flaskede sig ikke rigtigt. I stedet fandt han på noget andet.

Frederik er søn af kunstmaler Steen Karlsen og skolelærer Gilda Karlsen, og hjemme i Frederikshavn lånte Frederik sin fars kamera.

- Jeg begyndte at lege med det og kunne se, at der var en ide i det, fortæller Frederik, der afslører, at hans mor skubbede på og faktisk var med ude første gang, han skulle fotografere i naturen.

Frederik Tobar Karlsen kan godt lide at lege med farverne i sine fotografier. Foto: Bente Poder

Frederik opdagede fotoverdenens "golden hour" - den gyldne time ved solopgang og solnedgang. Naturen og lyset fascinerede ham.

- Der inden solopgang er det koldt og mørkt, men når solen står op og lyset breder sig ... og man får varmen, forklarer Frederik med et saligt smil.

Sit eget galleri

Det der med fotografierne tog så meget fart, at Frederik i dag har sit eget galleri - Galleri Tobar midt i Sæby. Der sælger han egne fotografier, men også sin fars malerier. Og malerier af Jan Janus Langthjem fra Frederikshavn og skulpturer af Max Højer Jacobsen fra Sindal. Alle lokale kunstnere.

Fotografierne og faderens malerier kan man også købe som print på lærred - og fotografierne som plakater.

Store billeder og gerne med farver lyder de gode råd fra Frederik Tobar Karlsen, når man skal vælge noget at hænge på sin væg derhjemme.  Foto: Bente Poder

Og så leger han med sine billeder, så de f.eks. får et udtryk, som han kalder cartoon tegnefilm. Han leger også med andre ting, men afslører, at han ikke har samme tålmodighed som sin far til at lave malerier.

- Far synes, at jeg skal lære det fra bunden, men jeg vil hellere springe over, hvor gærdet er lavest, smiler Frederik, der i stedet er begyndt at male på sin iPad, hvor det er nemmere at viske ud.

- Men det er lidt mere følsomt, der føler man sig mere skrøbelig, forklarer Frederik.

Galleriet har Frederik nu haft i to år. I december kunne han første gang trække penge ud til sig selv. Galleriet kan også findes på nettet og på Facebook, og det vil Frederik gerne bruge mere tid på, da han på den måde kan nå længere ud.

Gerne store billeder

Frederik tilbyder sine kunder, både private og virksomheder, at lave en grafisk visualisering af, hvordan et billede vil tage sig ud på en væg. Kunderne kan også få lov at låne et billede med hjem, så de kan se, om det er noget for dem.

Og han kommer gerne med gode råd:

- Jo større, jo bedre. Men der skal også være noget væg rundt om billedet, mener Frederik.

- Og nogle gange skal man vænne sig til farver, for de kan være med til at give ens hjem et helt nyt udtryk - også hvis man har indrettet sig i nordisk stil, forklarer han. 

Et af Frederik Tobar Karlsens billeder hængt op i et privat hjem. Privatfoto

Frederik har bl.a. solgt sine fotos til en nærliggende bank. Og i den nye biograf i Frederikshavn hænger et tre meter stort billede i foyeren.

Hellere skyer end mennesker

Der er ikke mange mennesker på Frederiks billeder. Hans motiver er oftest natur og huse fra nærområdet og resten af Vendsyssel - og måske enkelte silhuetter på afstand.

- Jeg er lidt for genert, det bliver lidt for intimt, hvis der skal mennesker tæt på, mener han.

Frederik Tobar Karlsen har haft Galleri Tobar i to år nu. Foto: Bente Poder

Frederik har også opdaget, at ens kreativitet følger ens humør. Et nyligt brud med kæresten tog noget af koncentrationen. Til gengæld er han begyndt at holde af skyer, for billederne bliver lidt kedelige uden liv på himlen. Nogle gange vil han også gerne lave noget, der er mere anderledes.

- Det skal være sjovt at tage fotos, understreger han.

Et godt samarbejde

Frederik samarbejder stadig med sin far og mor. Far giver gerne en hånd med, når lærrederne skal strammes op på rammen, og mor skubber stadig på:

- Hun tager tit med ud, når jeg skal fotografere. Så sidder hun i bilen og hører en podcast, mens jeg fotograferer.

- Jeg er taknemmelig for den tid, jeg har fået her sammen med mine forældre. Jeg elsker at kunne ringe til far og sige, at jeg har solgt et af hans billeder, smiler Frederik.

Frederik Tobar Karlsen har åbent i sit galleri fem dage om ugen. Foto: Bente Poder

Han drømmer stadig og arbejder på at finde den vej, der helt præcist er hans. Men noget føles godt:

- Når jeg kører i Frederikshavn om aftenen, så plejer man at kunne se fars malerier inde bag folks vinduer, nu begynder jeg at se mine ting, afslører Frederik.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden