Årsregnskab

Fremgang: Stort nordjysk entreprenørselskab ramt af godt vejr

Mild vinter kan nu aflæses på bundlinjen

Arkivfoto

Arkivfoto

AARS:Den seneste vinter var mild, og det kan nu direkte aflæses på bundlinjen i en stor nordjysk entreprenørvirksomhed.

Her voksede overskuddet efter skat med knap 20 procent til 11,5 millioner kroner i det regnskabsår, der sluttede med udgangen af juni i år.

- Vi havde et godt og travlt regnskabsår, siger Henrik Hassing, direktør i Nordkabel A/S.

Fremgangen kan firmaet takke den milde vinter for.

Nordkabel lever af at projektere og lægge el-, tele-, tv- og fiberkabler samt i meget mindre udstrækning vand- og kloakledninger i jorden.

Kabler er en milionforretning

Kilde: Cvr

Her er det vigtigt, at gravearbejdet ikke lige pludselig bliver stoppet af frost i jorden, men kan køre igennem vinteren i en jævn takt. Ellers vanker der ekstra omkostninger.

Vinter er lig ekstra udgifter

- Hvis vi bliver tvunget til at ligge stille i vintermånederne, så får vi kapacitetsproblemer senere, for den kunde, der har bestilt en ordre til levering i april, skal selvfølgelig ikke vente på, at vi får indhentet et efterslæb fra vinteren. Det betyder, at vi må hyre underentreprenører ind eller arbejde over, og det koster selvfølgelig. Sådan nogle problemer var vi fri for sidste vinter, siger Henrik Hassing.

Nordkabels kunder findes blandt energiselskaber i Nord- og Midtjylland med hovedvægten af aktiviteten omkring Aalborg, Randers og Aarhus og med afdelinger i Svenstrup, Randers, Aarhus, Viborg og Horsens, der er kommet til i de senere år.

- Vi kommer ind i forbindelse med nybyggeri, hvor der skal lægges nye kabler ned, og med udrulningen af fibernettet, siger han.

Flytter kabler ved vejbyggerier

Nordkabel er også involveret, når gamle kabler skal udskiftes eller flyttes i forbindelse med byggeri af ny infrastruktur.

Som eksempel nævner Henrik Hassing PlusBus-projektet i Aalborg.

- Der skal flyttes en masse kabler, før de nye busbaner kan anlægges, og det har vi været involveret i.

Nordkabel blev stiftet i 1988. I 2013 købte firmaet aktiviteterne hos Aaholm kabel- og ledningsarbejde, og medarbejderstaben voksede i den forbindelse med 30 medarbejdere.

Trækker 10 millioner kroner ud

Henrik Hassing er den dominerende aktionær i Nordkabel. De øvrige aktier er ejet af Hans Peder Nissen, Mette Nielsen og Bjørn Christiansen.

Ejerne trækker et samlet aktieudbytte på 10 millioner kroner ud af virksomheden i forbindelse med det senest afsluttede årsregnskab.

I regnskabsåret 2017/18 lød tallet på 9,9 millioner kroner.

Nordkabels soliditet er på 45 procent.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst