Frustrationer når nye højder: Udelukket fra vigtige fiskepladser på tredje måned
EU og Norge har endnu ikke indgået en aftale om EU-fiskeres adgang til norsk zone i 2023 - det har konsekvenser for danske fiskere som nu på tredje måned ikke har adgang til vigtige fiskepladser
HANSTHOLM: På tredje måned er danske fiskere i lighed med deres kolleger fra andre EU-lande udelukket fra at fiske i norsk zone.
- Det er en situation, der skaber frustrationer både blandt mine medlemmer og i fiskeriet som helhed. Og det bliver ikke bedre af, at det er en situation, som vi har stået i flere gange tidligere, siger Jan N. Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening.
Danske fiskere er udelukket fra norsk zone som en direkte konsekvens af, at der endnu ikke er indgået en ny fiskeriaftale mellem EU og Norge. Aftalen skulle normalt være på plads fra årsskiftet.
- Den manglende aftale rammer både danske fiskere og fiskere fra andre EU-lande som Frankrig, Spanien og Portugal, som også er afskåret fra deres fiskepladser ud for det nordligste Norge, siger Jan Hansen.
Hanstholm-fiskernes formand forklarer, at situationen allerede har konsekvenser. Dels mangler eksportørerhvervet de fisk, som de danske fartøjer normalt lander fra fiskepladserne i norsk zone, dels tvinges flere af de fartøjer, som under normale omstændigheder ville ligge på fiskepladserne i norsk zone til at fiske i andre farvandsområder, hvor de normalt ikke kommer.
- Det skaber en konkurrencesituation med de fartøjer, som har deres fiskeri i disse områder, siger Jan Hansen.
De danske fartøjer driver blandet konsumfiskeri i norsk zone. Fangsterne består af blandt andet havtaske, kulmule, torsk, mørksej og hummer.
- Selvfølgelig er det muligt at fiske blandt andet havtaske andre steder, eksempelvis i britisk farvand. Men her er afstanden til fiskepladserne så stor, at det med de nuværende brændstofpriser kan være svært at få rentabilitet i fiskeriet, siger Jan Hansen som peger på, at situationen også påvirker fartøjernes aktuelle likviditet.
- Når det gælder vores muligheder for at fiske i britisk farvand står tingene anderledes. Her er der en aftale, som sikrer, at vi kan fiske op til 25 procent af vores forventede kvote, selv om der ikke er underskrevet en endelig fiskeriaftale. Det er en ordning, som gør det muligt at holde gang i fiskeriet og vi undrer os over, hvorfor det ikke er muligt at lave en tilsvarende aftale mellem EU og Norge. Specielt i lyset af, at der allerede er enighed om en række delelementer i den samlede aftale, siger Jan Hansen.
Han tør ikke gætte på, hvornår dansk fiskeri igen får adgang til norsk zone eller på, hvorfor det trækker ud at få aftalen på plads.
- Vi kan bare se, at nordmændene lige nu sender store mængder fisk ind på det europæiske marked samtidig med, at den manglende fiskeriaftale holder EU-fiskere ude af norsk område, siger Jan Hansen, som ærgrer sig over situationen.
- Vi har ikke brug for det her. Slet ikke nu, hvor tingene tegner lysere for fiskeriet i form af øgede kvoter på flere af de vigtige arter og med en afklaring af Brexit-kompensationen til fiskeriet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.