Gårdbutik får bøde for dårlig hygiejne: Frustreret ejer overvejer fremtiden
Ejer føler sig uretfærdigt behandlet af myndighederne efter dårlige smileys og bøde

Foto: Henrik Louis, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Fødevarestyrelsen
SKØRPING:- Jeg var fuldstændigt rystet, da de havde været her igen. Denne gang med bøde. Det var som at få kastet en bombe i hovedet, siger Lars Schou Andersen, indehaver, Krastrupsøgaard Gårdbutik.
Sådan havde han den dag i september, hvor kontrollantens besøg endte med en bøde på 5000 kroner for dårlig hygiejne.

Lars Schou Andersen, indehaver, Krastrupsøgaard Gårdbutik. Foto: Henrik Louis
Fugtskjold uden betydning
- Hun fandt et fugtskjold på måske 20 x 30 centimeter bag nogle dåser på lageret. Resten af væggen er kridhvid. Det er simpelthen så misvisende. Det har jo ingen betydning for varerne, siger Lars Schou Andersen og sukker dybt.

Krastrupsøgaard Gårdbutik har butik, køkken, stalde og marker med køer og svin på samme adresse. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
Han fik også kritik for ved samme besøg at der var beskidt gulv i hjørner, spindelvæv i et vindue og kasser med udstyr, der var beskidte.
- De kan altid finde noget, hvis de vil. Det er bare et spørgsmål om, at de leder længe nok. De kravler jo rundt med lommelygter og tager billeder helt tæt på. Så ser alting jo ulækkert ud, siger Lars Schou Andersen.
Kontrollanten påpegede i øvrigt også, at hun fandt køkkenfaciliteterne meget små og at komfuret var snavset. Lars Schou Andersen føler, at kontrollanten var ekstra kritisk, fordi hun, efter eget udsagn, er vant til at kontrollere store eksportvirksomheder.
- I forhold til min virksomheds størrelse, så har jeg faktisk et stort køkken. Så skulle hun se de andres køkkener. Mange har langt mindre plads end jeg. Det med komfuret er jo helt håbløst. Hvordan skal jeg lave mad, uden at det sviner lidt? Skulle jeg så skille det hele ad, hver gang man spilder, spørger Lars Schou Andersen.
Tjekket fem gange i år
Fem gange har kontrollanter fra Fødevarestyrelsen været på besøg på Krastrupsøgaard i år. Tre gange med glade smileyer, men i januar var den mindre glad og i september var den sur.
Seneste kontrolbesøg hos Krastrupsøgaard Gårdbutik
13. november 2020 (glad smiley): Ingen anmærkninger.
9. september 2020 (sur smiley - bøde 5.000 kroner for dårlig hygiejne): På tørvarelager ses væg bag reol med formodet skimmelvækst, gulv ses beskidt i hjørner og bag reoler. Vindue ses med spindelvæv. Ventilation i kølerum med grønt ses med formodet skimmelvækst på kassen og på væggen bag. Kasser med udstyr i delikatesseområde er beskidte, tønde med røgspyd har skidt i bunden.
19. juni 2020 (glad smiley): Ingen anmærkninger.
5. marts 2020 (glad smiley): Ingen anmærkninger.
28. januar 2020 (mindre glad smiley): Håndvask ved produktionsområde mangler sæbe og papir. Vask i anretterrum er blokeret af låg og en flaske hånddesinfektion ligger i vasken. Der er ingen håndsæbe. Ved kontrol af fryser mangler der ved flere fødevarer overdækning i kasser, stikvogne og bøtter. Plader med fødevarer er stablet direkte oven på hinanden uden overdækning. Plasticspande med frossen fond står uden låg og opbevares direkte på gulvet. Der ses opbevaring af frosne produkter klar til salg som opbevares i umiddelbar nærhed af frossent råt kød. Ved kontrol med virksomhedens kølerum ses opbevaring af forskellige åbne færdigretter oven på kasse med indpakket råt kød.
Virksomhedens døre har belægninger af gammelt skidt omkring håndtag og i gulvhøjde. I fryserum har gulvet belægning af gammelt skidt og fødevarerester. I anretterrum er der fødevarerester på gulvet. Generelt er udstyr såsom plader, bakker og beholdere brugt til stegning af fødevarer ikke rengjort. Komfur har belægninger af fedt. I virksomhedens kølerum med spegepølser er gulvet beskidt. I afdeling til krydderier ses dåser med krydderier med belægninger af skidt, gulv vægge, vægt og bord er ikke rengjort. i virksomhedens lager er gulv beskidt og med gamle fødevarerester. Generelt ses manglende rengøring af gulv og vægge.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Den mindre glade smiley i januar finder indehaveren helt berettiget. Her fandt kontrollanterne adskillige beholdere og bøtter, der manglede låg eller øvrig inddækning. Flere færdigretter stod også åbne på hylder ved siden af brugt emballage. Arbejdsredskaber flød rundt i kar med kødvarer.
- Jeg lagde mig også fladt ned og beklagede i januar. Det var ikke i orden. Vi havde netop haft en travl periode og har nu fået rettet op på de ting, der blev påpeget. Det var ikke de samme ting, der udløste sur smiley i september, siger Lars Schou Andersen.
Ved kontrolbesøget 28. januar 2020 hos Krastrupsøgaard Gårdbutik blev der konstateret flere fødevarer, der stod i åbne beholdere eller ikke var tildækket.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Ved samme besøg blev der konstateret dårlig rengøring flere steder i virksomheden.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Smileyen er glad - Lars er ikke
Smileyen blev glad igen i november. Det gjorde Lars Schou Andersen ikke. De næste to år er han under skærpet tilsyn på grund af bøden, hvor der skal mindre til, før myndighedernes hammer falder.

Krastrupsøgaard Gårdbutik har åben alle ugens dage, undtaget mandag. Indehaver Lars Schou Andersen har både butik, køkken, fem ansatte, 90 køer, 300 grise og en flok katte, der alle skal passes. Så arbejdsugen tør han ikke gøre op i timer. Foto: Henrik Louis
Det synes han er dybt uretfærdigt. Han føler, han bliver fældet af petitesser og tilfældigheder.
- Jeg har en veldrevet butik med dygtige ansatte. Vi knokler allesammen og har en ren og pæn butik, men det er næsten umuligt at holde alle kroge pinligt rene, når vi laver mad. Så skulle vi jo slet ikke arbejde, de dage kontrollanterne kommer, siger Lars Schou Andersen.
Endnu en ulykke ramte
Kort efter bøden i september ramte i øvrigt endnu en ulykke. Et kogekar til sylte overophedede i løbet af natten, fordi et termometer gik i stykker. Det fandt han ud af, da han mødte ind næste morgen. Der var hele køkkenet sodet til.
- Der var ingen brand, men store dele af inventaret blev ødelagt. Det dækker forsikringen heldigvis, men det var ikke lige, hvad jeg havde brug for oven i alt det andet, siger Lars Schou Andersen.
Vi sidder i køkken/alrummet ved det massive, blankpolerede træbord. Gennem vinduerne kan vi tydeligt se hele gårdspladsen. Det er mandag, så butikken er lukket - sådan da.
Lars har aldrig fri
Han er i princippet altid på arbejdet. Både med krop og sjæl.
- Jeg kan da ikke lade være med, at stikke hovedet ud og spørge, om jeg kan hjælpe, hvis der kommer nogen kunder i dag, siger Lars Schou Andersen med et afvæbnende smil.

Der er ikke mange skridt fra Lars Schou Andersen privatbolig over til butikken. Han er i princippet altid på arbejde. Ferie og fritid er der ikke meget plads til. Foto: Henrik Louis
Butikken er 53-årige Lars Schou Andersens hjertebarn, hans hobby, hans liv, hans et og alt. Forældrene var landmænd. Han valgte en lidt anden vej.
Kærligheden til landlivet, dyrene og mennesker banker stadig i ham.
90 limousine-køer og 300 svin har til huse i stalde og på marker på samme adresse. De leverer hovedparten af råvarerne til produktionen, der foregår på den anden side af gårdspladsen - i køkkenet, lige bag butikken, der bugner med hjemmelavede varer. Virksomheden har i alt fem ansatte

Lars Schou Andersen slagter ikke dyrene selv. Det foregår i en anden virksomhed. Han ejer Krastrupsøgaard Gårdbutik, som han har drevet stedet i 22 år. Han mener, at kontrollanterne er blevet alt for skrappe. De har forvandlet sig fra sparringspartnere til robotagtige kontrollanter, der hænger sig i petitesser og vurderer alt for forskelligt. Foto: Henrik Louis
Ved NORDJYSKEs besøg, mandag 7. december, var alting pænt og rent i butik, produktionslokaler, lager og privatbolig.
Hader hvide Nissan Quashqai'er
I 22 år har Lars drevet gårdbutikken. De seneste 1,5 - 2 år har været svære. Han føler sig i stigende grad uretfærdigt behandlet.

Ved indkørslen til Krastrupsøgård Gaardbutik står både en rød ko (billedet) og en gul ko og nikker venligt til gæsterne, når de drejer ind til gårdspladsen på Aalborgvej 52, Skørping. Foto: Torben Hansen
Når der stiger en person ud af en bil på gårdspladsen med en lille kuffert og en kittel under armen, stiger pulsen omgående. Kontrollanterne kører i deres privatbiler, så man ved aldrig, hvornår de kommer. Et helt bestemt bilmærke gør ham ekstra nervøs:
- Når jeg ser en hvid Nissan Quashqai rulle ind på gårdspladsen, begynder hjertet at hamre. Fødevarestyrelsens kontrollanter har åbenbart fået et godt tilbud. Mange af dem kører i sådan en, siger Lars Schou Andersen.
Han føler ikke, reglerne bliver håndhævet ens af kontrollanterne fra Fødevarestyrelsen. Ting, som en kontrollant hænger sig i, gør den næste ikke:
- Det er som vinden blæser. Der er kæmpestor forskel på kontrollanterne. Den ene går op i, om vi genbruger plasticspande eller har lidt støv i et hjørne. Den anden om vores papirer er i orden. Det er næsten umuligt, siger Lars Schou Andersen.
Han nævner også et andet eksempel. En dag påpegede en kontrollant, at han skulle måle med et termometer, om sovsen var over 75 grader, når den kogte. Det skal den være ifølge reglerne.
- Jeg svarede hende, at jeg hellere ville bruge min sunde fornuft. Hvornår tror du, at sovsen, den koger, spørger Lars Schou Andersen, retorisk.
Styrelse afviser kritik
Fødevarestyrelsen understreger, at de gør alt for at kontrollanterne tjekker virksomhederne ensartet og at både store og små virksomheder skal følge samme regelsæt. Derfor har det ingen betydning, om det er en fiskefabrik eller en mindre virksomhed, der tjekkes. Køkkenets størrelse er heller ikke afgørende. Så længe der er pænt og ordentligt og produktionen foregår hygiejnisk, vil dette ikke udløse anmærkninger:
- Vores kontrollanter samarbejder i teams. Vi sparrer meget med hinanden og det er faktisk noget, vi gør utroligt meget ud af, at alle virksomheder får samme behandling, siger Karina Hindsdal, sektionsleder, FødevareNordØst.
Sektionslederen oplyser, at det bestemt ikke er tilfældigheder, der afgør, om der falder bøder til fødevarevirksomheder.
- Bøden bliver givet i september til Krastrupsøgaard Gårdbutik, fordi der var problemer med rengøringen nær fødevarer i flere lokaler, lige som der også var ved kontrolbesøget i januar, siger Karina Hindsdal.
Grunden til, at fotos tages helt tæt på er for at kunne dokumentere forholdene, oplyser Karina Hindsdal.
Vil renovere lokalerne
Han har flere gange overvejet, om han bør stoppe, før det gode humør og han selv bliver slidt op. Men han elsker arbejdet, kunderne, dyrene og sine ansatte for meget.
Efter at have sundet sig på det hele og overvejet for og imod, har han nu alligevel besluttet, at han vil fortsætte sin gårdbutik og renovere sine lokaler, så de bliver lettere at renholde og vedligeholde. Herunder pladevæggene, der ikke er helt plane, er malede og har mindre rustpletter hist og pist:
- De her plader skal jo konstant males og slibes. Det kan jeg jo rende og gøre hver 14. dag, siger Lars Schou Andersen.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Samtlige vægge i kølerum, lager og køkken bliver derfor nu udskiftet til rustfrie stålplader, men først i løbet af januar 2021. December er årets største salgsmåned.
De gamle, malede, hvælvede staldlofter i produktionsområdet vil få hængt loftsplader under, så de også bliver lettere at vedligeholde.
Lokalerne er netop blevet målt op af en håndværker. Det koster små 400.000 kroner at renovere det hele.
Tid til fritid
Lars Schou Andersen har også netop ansat en ny mand, så han kan få bedre overblik, pulsen lidt ned og tid til fritid.
Hans faste makker gennem 18 år, Dennis, som han kender helt tilbage fra folkeskolen, styrer Krastrupsøgaard Gårdbutik med sikker hånd, når han ikke selv kan være der. Det giver Lars Schou Andersen ro i maven til at turde drømme om mere fritid med flere vennebesøg og en båd til at sejle lidt rundt i.
- Det er ikke et spørgsmål, om det kan lade sig gøre. Det skal lade sig gøre. Ellers ender det med, at jeg brænder ud. Jeg er meget følsom omkring min butik og mit arbejde. Det er jo hele mit liv, siger Lars Schou Andersen.