Erhverv

Generationsskifte sikrer 25 nordjyske arbejdspladser: - Vi har arbejdet på det i 4-5 år

Virksomheden fremtidssikres ved hjælp af lokalt investeringsselskab

Et generationsskifte er kommet på plads hos Boatech i Hanstholm - her er det (fra venstre) Lars Facius, Dan Ludvig, Lasse Hald, Jens Bo Andersen og Eric Andersen
Et generationsskifte er kommet på plads hos Boatech i Hanstholm - her er det (fra venstre) Lars Facius, Dan Ludvig, Lasse Hald, Jens Bo Andersen og Eric Andersen Privatfoto

Opdateret kl. 12:51

Smedevirksomheden Boatech i Hanstholm har gennemgået et generationsskifte.

Det oplyser Thy Erhvervsforum i en pressemeddelelse.

Boatech designer og fremstiller løsninger i rustfrit stål til blandt andet fiskeri- & fødevaresektoren, pumpestationer samt teknik og sanitetsbygninger.

- Vi har arbejdet på det her generationsskifte i 4-5 år – og i den tid er jeg jo ikke blevet yngre. Nu står vi endelig her, hvor vi har en konstellation på plads, som jeg er tryg ved, siger en af virksomhedens stiftere Jens Bo Andersen.

Virksomheden blev grundlagt af Jens Bo Andersens far, Bo Andersen, i 1972 under navnet Bo Andersen Handel og Ingeniørfirma Ap, som efterfølgende skiftede navn til BOAtech ApS.

Den nye ejerkreds består fortsat af direktør Dan Ludvig, værkstedschef Lasse Hald og Jens Bo Andersen, hvoraf sidstnævnte dog sælger en stor del af sine andele til medarbejder Eric Andersen, der træder ind som ny ejer sammen med investeringsselskabet Thy Erhvervsinvest.

Generationsskifte blev en mulighed

Det var vigtigt for direktør Dan Ludvig, at Jens Bo Andersens ejerandel blev solgt til nogle, som han kunne se sig selv arbejde tæt sammen med.

- Jeg gik faktisk med overvejelserne om at træde ud sammen med Jens. Jeg havde svært ved at se mig selv starte forfra med en helt ny. Men da det pludselig blev en mulighed at sælge til en ledende medarbejder, som jeg har stor tiltro til, så var beslutningen ikke så svær, siger Dan Ludvig.

Salget til medarbejder Eric Andersen blev muligt, fordi det lokale investeringsselskab Thy Erhvervsinvest valgte at stå bag Eric Andersen og købe sig ind i Boatech sammen med ham.

- Vi er sat i verden for at styrke det lokale erhvervsliv i Thy, og vi er glade for, at vi har kunnet hjælpe med at gennemføre generationsskiftet, så vi beholder Boatech og en masse arbejdspladser her i Thy, siger Lars Facius, direktør hos Thy Erhvervsinvest.

Spændende fremtid

Hos Boatech er de glade for den nye konstellation, som gør, at der kommer nogle nye kompetencer og perspektiver til.

- Jeg kan rigtigt godt lide den her konstellation, hvor vi er flere ejere. Thy Erhvervsinvest kommer ind med en stor og bred erfaring og mange gode kræfter at trække på. De kommer helt sikkert til at bidrage med nogle andre indspark og andre vinkler at se tingene fra, siger Dan Ludvig og fortsætter:

- Vi går en spændende fremtid i møde, og jeg er sikker på, det bliver rigtig godt. Vi vil drive virksomheden videre i den samme ånd, som Jens har været med til at skabe.

Boatech beskæftiger i dag ca. 25 medarbejdere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden