Gennembrud: Bladt får foden indenfor i USA

Den aalborgensiske stålvirksomhed skal levere transformerstationen til den første fuldskala offshore vindmøllepark i USA

Det er en transformerstation som denne, Bladt Industries har fået ordre på.

Det er en transformerstation som denne, Bladt Industries har fået ordre på.

AALBORG:Bladt Industries i Aalborg har de seneste år forberedt sig på at træde ind på det spirende amerikanske marked for havvind, og nu har den aalborgensiske stålvirksomhed allerede i forbindelse med den første fuldskala offshore vindmøllepark - Vineyard Offshore Wind Farm - fået foden indenfor. Det oplyser Bladt i en pressemeddelelse.

Bladt er af Vineyard Wind valgt som leverandør til projektet. Nærmere bestemt af transformerstationen i vindmølleparken.

Selve ordren er ikke blandt Bladts største, men kan vise sig at blive en af de mest lovende.

- Aftalen kan blive et springbræt for Bladt Industries, da det amerikanske havvindmøllemarked er et prioriteret marked med et enormt potentiale, og vi ser denne kontrakt som en forudsætning for vores videre udvikling på det amerikanske marked, siger Klaus Steen Mortensen, CEO (administrerende direktør), Bladt Industries.

Bladt Industries har spillet en stor rolle på det europæiske havvindmøllemarked og har i årenes løb etableret produktion i en række lande. Bladt Industries vil nu overføre erfaringer og knowhow inden for komplekse stålkonstruktioner til offshore vindmarkedet til det amerikanske marked og vil anvende Vineyard-projektet til at vinde fodfæste på det gryende amerikanske offshore-marked:

- En offshore transformerstation er hjertet i en havvindmøllepark, da den skaber forbindelse mellem møllerne og el-nettet. Vi vil engagere lokale virksomheder som partnere eller underleverandører. Det er en vigtig del af vores strategi for en øget tilstedeværelse på det amerikanske havvindmøllemarked, forklarer Nils Overgaard, Chief Sales Officer (salgsdirektør) hos Bladt Industries.

Kontrakten omfatter konstruktion, indkøb og opførelse af en 3000 ton offshore transformerstation og et 1500 ton fundament.

Bladt Industries vil gennemføre projektet i tæt samarbejde med Semco Maritime og ISC Engineering. Designet er allerede i gang ved ISC Engineering, og det elektriske system udføres af Semco Maritime.

Vineyard Offshore Wind Farm på 800 MW vil blive placeret godt 20 kilometer syd for Marthas Vineyard og godt 55 kilometer ud for den amerikanske østkyst ved Massachusetts. Efter idriftsættelse vil parken levere grøn energi til mere end 400.000 amerikanske boliger.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden