Salget af høretelefoner fylder stadig mere for GN Store Nord

GN Store Nord har fredag præsenteret en ny topchef for GN Audio. Svenske Peter Karlstromer overtager tøjlerne.

GN Store Nords høretelefoner fortsætter med at spille en større rolle for selskabet. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

GN Store Nords høretelefoner fortsætter med at spille en større rolle for selskabet. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

GN Store Nords omsætning er i tredje kvartal vokset 24 procent til 4,7 milliarder kroner, hvis man sammenligner med samme periode sidste år.

Det viser selskabets regnskab fredag morgen.

Traditionelt har salget af høreapparater udgjort den største del af omsætningen.

Men det danske selskabs andet forretningsben, GN Audio, fortsætter med at spille en større rolle. Her udvikles og sælges høretelefoner og headsets.

I tredje kvartal omsatte GN Audio for mere end 3,1 milliarder kroner.

Salget af høretelefoner begyndte særligt at brage frem under coronakrisen, hvor mange pludselig skulle have et nyt headset til hjemmearbejdspladsen.

I forbindelse med præsentationen af regnskabet fredag har selskabet annonceret, at det er et nyt ansigt, som får ansvaret for det voksende forretningsben.

Svenske Peter Karlstromer kommer til at erstatte René Svendsen-Tune som topchef i GN Audio. Svendsen-Tune har haft otte år på posten.

Karlstromer begynder i sit nye job 16. januar 2023.

Svendsen-Tune, som snart overlader tøjlerne, er tilfreds med, at man har fordoblet forretningen GN Audio siden 2019. Det siger han i en kommentar til regnskabet.

Selskabet og den nuværende topchef må dog også indse - på trods af solid omsætningsfremgang på området - at man ikke har levet helt op til egne forventninger.

I sidste uge meldte GN Store Nord nemlig en nedjustering ud, så man nu tror på en negativ organisk vækst på fem til syv procent. Den nedjustering er fredag blevet bekræftet.

Det skyldes, at forbrugerne er blevet mere pressede som en konsekvens af den globale krise.

Det andet forretningsben, GN Hearing, hvor der sælges høreapparater, har også oplevet ganske pæn fremgang i tredje kvartal. Her er salget steget 15 procent.

Særligt i Europa har høreapparaterne været populære.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.