Stort gods sælger fra
Først lykkedes det at vende flere år med milliontab. Nu er der truffet en stor beslutning

En karismatisk milliardær købte godset i 1984, angiveligt fordi han ønskede et synligt bevis på sin rigdom. I dag ejes det af hans arvinger. Foto: Henrik Bo
NORDJYLLAND:Arvingerne efter en excentrisk dansk finansmand og milliardær måtte i årevis indkassere store tab på deres kendte gods, inden at det endeligt lykkedes at skabe overskud.
Nu har ledelsen på Overgaard Gods, der ligger lige syd for indsejlingen ved Mariager Fjord, solgt stort ud for at fokusere på den del af forretningen, der foregår omkring selve godset.
Det betyder helt konkret, at Overgaard Gods frasælger al sin grovvarehandel til selskabet Hornsyld Købmandsgaard. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
- Vi står over for en skillevej med hensyn til, om vi skal investere og satse yderligere på grovvaredelen eller koncentrere os om aktiviteterne omkring godset, udtaler adm. direktør på Overgaard Gods, Kasper Henricksen.
- Og her er det ledelsens ønske, at fokus skal være på selve godset med planteavl, griseproduktion, skovbrug og lagerfaciliteter m.m., siger han.
Medarbejdere med i handlen
Overgaards Gods er et af landets største landbrugsbedrifter med 2400 hektar skov og 1600 årssøer. Derudover har godset 1000 hektar skov ved Dronninglund og driver landets største landvindmøllepark.
Indtil nu har godset også solgt korn for millioner, men det er nu slut. Den del af forretningen er afhændet til den privatejede grovvarevirksomhed Hornsyld Købmandsgaard.
Den nye ejer overtager godsets faciliteter på Køge Havn samt kontrakter relateret til kornhandel. 10 medarbejdere følger med i handlen, som endnu mangler at blive godkendt af konkurrencemyndighederne.
- Vi er stolte af, at vi har fået trimmet og udviklet forretningen og dermed kan koncentrere os om selve godsets udvikling, samtidig med at vi videregiver en effektiv og rentabel forretning, siger direktør Kasper Henricksen.
Arvinger måtte æde milliontab
Beslutningen om at frasælge alle aktiviteter inden for grovvarehandel sker ovenpå et overskud i 2022 på godt seks millioner kroner. I en lang årrække var Overgaard Gods ellers en dundrende underskudsforretning.
I perioden 2004-2020 løb det samlede tab op i 140 millioner kroner.
Men ledelsen på godset har de senere år gennemført en større turnaround med fokus på at tøjle omkostningerne og skifte strategi. En del af strategiændringen er blandt andet, at godset nu sælger sine smågrise til én dansk aftager med adresse i nærområdet frem for at eksportere de fleste af dem.
Årligt producerer godset cirka 50.000 smågrise.
Et synligt bevis på rigdom
Ejerne af Overgaard Gods er arvingerne efter finansmanden og milliardæren Alex Brask Thomsen, der i sin tid stiftede Kreditbanken og senere Finansbanken, som han solgte til Jyske Bank.

I 1992 tilbød den excentriske finansmand Københavns Kommune 250 millioner kroner for at få omdøbt Nørrebrogade til Alex Brask Thomsens Gade. Københavns Kommune afviste dog tilbuddet. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Alex Brask Thomsen købte Overgaard Gods i 1984, angiveligt fordi han ønskede et synligt bevis på sin rigdom. Den øvrige formue bestod af værdipapirer, og der havde milliardæren kun et depotnummer at vise frem.
Alex Brask Thomsen døde i sit hjem i Schweiz i 2005. I dag er Overgaard Gods ejet af hans arvinger via selskabet Brask Thomsen Stiftung.
Historien om Overgaard Gods strækker sig helt tilbage til 1500-tallet, og godset har gennem tiden haft flere prominente ejere. Mest kendt er nok den legendariske frihedskæmper og industrimand Flemming Juncker.
Den årlige omsætning på godset beløber sig til over en halv milliard kroner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.