Coronavirus

Great Dane trækker fyringer tilbage: Dette fly redder dem

I sidste sekund er det lykkedes at afværge fyringer hos Great Dane Airlines

Et fly med 45 ansatte ombord fra Great Dane Airlines lettede fredag fra Aalborg Lufthavn med kurs mod Vietnam. Her skal de ansatte arbejde det næste halve år. Foto: Great Dane Airlines

Et fly med 45 ansatte ombord fra Great Dane Airlines lettede fredag fra Aalborg Lufthavn med kurs mod Vietnam. Her skal de ansatte arbejde det næste halve år. Foto: Great Dane Airlines

AALBORG:Fredag kl. 12:30 lettede et Great Dane Airlines fly mod Vietnam. Med ombord var 45 ansatte, som det næste halve år får arbejdsplads i Vietnam.

Video: Her letter flyet fra Aalborg

Her letter flyet fra Aalborg Lufthavn med 45 ansatte fra Great Dane Airlines ombord. Det næste halve år skal de arbejde i Vietnam. Video: Anders Andersen

Great Dane Airlines tegnede i denne uge kontrakt med Bamboo Airways. Det betyder, at to af selskabets fly er blevet malet i hvid/grønne farver, så de det næste år kan flyve indenrigsflyvning på foreløbigt tre ruter i Vietnam, herunder ruten Hanoi - Con Dao.

Passer perfekt til lille ø

- Con Dao er en lille ø i det sydlige Vietnam. Det er faktisk blandt andet derfor, at vi har fået kontrakten. Vores flytype er den største, der kan lande dernede, siger Thomas Hugo Møller, direktør, Great Dane Airlines.

Forhandlingerne med Bamboo Airways har stået på i flere måneder, faktisk siden maj, hvor Mette Frederiksen meddelte, at hun ville lukke landet ned og dermed lamme flytrafikken:

- Da sommerferien blev ødelagt for os, så sagde jeg til mig selv, at enten lukker vi ned og går konkurs for så at starte op igen næste år eller også kæmper vi og finder noget at lave. Vi valgte den sidste løsning, siger Thomas Hugo Møller.

Det var faktisk allerede på plads, at Great Dane Airlines skulle flyve for det vietnamesiske selskab allerede for flere uger siden. Men på grund af coronavirus blev der lukket ned for den aftale.

Fyrede bliver genansat

Aftalen med Bamboo Airways betyder, at de fleste fyresedler, til 32 ansatte, som blev meldt ud mandag 2. september, nu kan annulleres.

- Vi håber, at alle fyringer kan trækkes tilbage. Men det skal vi have aftalt med fagforeninger og tillidsmænd. Det kommer også an på den her arbejdsfordelingspakke, der gerne skulle blive vedtaget på mandag, siger Thomas Hugo Møller.

Når de ansatte lander i Hanoi Lufthavn i Vietnam, bliver de sat i 14 dages karantæne. Derefter starter de på deres nye job 29. september.

- Det er en rigtig god mavefornemmelse, at vi kan redde vores flyvninger og vores ansatte henover vinteren. Det er jeg meget, meget glad for, siger Thomas Hugo Møller.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.