Grøn energi er meget tæt på at blive støttefri
To nordjyske projekter er blandt de udvalgte efter rekordbilligt udbud

Eurowind Energy har opført flere vindmølleparker i Mariagerfjord Kommune, blandt andet ved Døstrup, og skal nu opføre endnu en, denne gang i kombination med solceller.
DANMARK:Prisen på landvindmøller og solcelleparker er nu så lav, at de formentlig meget snart kan opføres helt uden støtte. Resultatet af dette års såkaldte teknologineutrale udbud, hvor landvindmøller og solcelleanlæg konkurrerer om støtte, har for andet år i træk vist historisk lave støttesatser.
Støttesatsen faldt med cirka 30 procent i forhold til sidste års rekord, skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.
Minister Dan Jørgensen glæder sig over, at Danmark har fået langt mere vedvarende energi for langt færre penge end ventet.
- Det er gode nyheder for den grønne omstilling. Det er gået virkelig stærkt, og meget hurtigere end forventet. Støttesatsen er faldet med yderligere 30 procent på bare et år, siger han.
I faktiske tal er sidste års støtte til landvindmøller og solcelleanlæg på rekordlave 2,27 øre pr. kilowatttime faldet til bare 1,54 øre. Dermed fortsætter tendensen fra sidste år.
De lave støttesatser betyder, at udbuddet i 2019 resulterer i næsten dobbelt så meget vedvarende energi som forventet, til omtrent to tredjedele af det afsatte budget. Sidste års udbud ledte til fem gange så stor udbygning som forventet. Udbuddene i 2018 og 2019 leder samlet set til en udbygning på mere end 2,5 gange så meget vedvarende energi som forventet, til halvdelen af det forventede støttebudget.
- De lave støttesatser betyder, at pengene kan gøre gavn andre steder, hvor behovet er større. Det kan være støtte til udvikling af teknologier, der gør det muligt at lagre og omdanne den grønne strøm til eksempelvis brændstof til fly og skibe, siger Dan Jørgensen.
Tidligere i år blev det besluttet at flytte 339 millioner kroner fra støtte til vedvarende energi til andre dele af den grønne omstilling. Af de 258 mio. kr., der blev afsat til udbuddet i år er kun cirka to tredjedele blevet udmøntet. Der gives støtte til stort set lige meget vindenergi og solenergi, målt på kapacitet.
To nordjyske er blandt de syv støttede projekter:
Solar Park Agersted Aps står bag et solcelleanlæg i Brønderslev Kommune med en samlet tilbudt AC-effekt på 26,4 MW.
Eurowind Energy A/S står bag en hybridpark i Mariagerfjord Kommune med en AC-effekt på 37,8 MW vind og 15,2 MW sol.
Eurowind Energy står desuden bag en hybridpark i Herning og Holstebro Kommuner med en AC-effekt på 25,2 MW vind og 18,9 MW sol.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.