Halvdelen har fordoblet bundlinjen: Her er de største overskud i Thisted Kommune
Det går godt for det tunge erhvervsliv i Thisted Kommune. De største virksomheder vækster, mens flere endda har formået at fordoble overskuddet på ét år. Se listen over de ti virksomheder med det største overskud i kommunen.
De største virksomheder i Thisted er i vækst.
Det viser en gennemgang af regnskaberne fra de ti største virksomheder målt på overskud i Thisted Kommune.
Alle virksomheder på listen har vækstet bundlinjen med undtagelse af Nordthy A/S.
Derudover har halvdelen af virksomhederne formået at fordoble sit overskud fra det ene år til det andet.
Højdespringer indtager førstepladsen
2023 var et ekstraordinært godt år for CSK Stålindustri, der står bag kommunens største overskud.
Virksomheden endte med et overskud på 205,3 millioner kroner. Det er en firedobling af overskuddet fra året før, der endte på 45,7 millioner kroner.
Thisted-virksomheden projekterer, producerer og monterer stålkonstruktioner, altaner og trapper.
De står blandt andet bag den store vindeltrappe på Experimentarium i København og en del af stålkonstruktionerne på den BLOX-bygningen på havnefronten i København.
Virksomheden havde en omsætning på 932,5 millioner kroner. I 2022 lå omsætningen på 573,4 millioner kroner.
Carsten S. Kristensen stiftede virksomheden for 27 år siden, hvor han begyndte ene mand. I dag er han direktør for 420 ansatte.
En anden virksomhed, der også har mere end fordoblet overskuddet, er Hilding Anders Danmark A/S.
Virksomheden er en af Europas største madras- og sengeproducenter med produktion i Hurup Thy og med fabrikker i Norden og Sydeuropa.
Sengeproducenten er gået fra et overskud på 42,3 millioner kroner i 2022 til at realisere 86,2 millioner kroner på bunden året efter.
Fabrikken i Hurup er en del af den globale koncern Hilding Anders, der er repræsenteret i mere end 60 lande.
Den danske virksomhed er tidligere gået under navne som Huma og Carl Thøgersen A/S.
Halvdelen af listen med dobbelt så meget på bunden
I alt har fem virksomheder på toplisten fordoblet bundlinjen på ét år.
Udover CSK Stålindustri A/S og Hilding Anders Danmark A/S har også O Zephyr ApS, Tican Fresh Meat A/S og Mondo Mar Marine Foods ApS formået at gange overskuddet med to.
O Zephyr ApS, der køber, sælger og drifter skibe, realiserede et overskud på 32,7 millioner kroner i 2023. Året før lød overskuddet på 14 millioner kroner efter skat.
Virksomheden er ejet af den velhavende Hove-familie, der tæller Børge Hove, Jakob Hove, Marianne Hove og Anne Kirstine Hove.
Tican Fresh Meat A/S er selskabet bag slagteriet i Thisted.
I 2023 havde virksomheden et overskud på 72,3 millioner kroner. Året inden endte slagteriet med et overskud på 24 millioner kroner.
Mondo Mar Marine Foods ApS er leverandør af fisk og afleverede i slutningen af 2023 et overskud på 21,9 millioner kroner.
I forrige regnskab lød overskuddet på 10,6 millioner kroner.
Dog skyldes den store stigning, at selskabet blev overtaget af Lerøy Seafood Denmark A/S i januar 2023.
I den forbindelse har selskabet omlagt sit regnskabsår, så det følger koncernens, hvorfor det seneste regnskab udgør 18 måneder.
Du kan se hele listen over de største overskud i Thisted Kommune her. For overblikkets skyld har vi fravalgt holdingselskaber.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.