Han gik konkurs og er sigtet for gigantsvindel – sparekasse underrettede politiet

Enorme pengeoverførsler fik banken til at fatte mistanke - trods meldinger om det modsatte

Sparekassen Danmark har 54 afdelinger, herunder en erhvervskundeafdeling på Rådhuspladsen i København, hvor den svindelsigtede og hans mange koncernselskaber var kunde. Dette er et billede fra Aalborg-filial. <i>Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Sparekassen Danmark har 54 afdelinger, herunder en erhvervskundeafdeling på Rådhuspladsen i København, hvor den svindelsigtede og hans mange koncernselskaber var kunde. Dette er et billede fra Aalborg-filial. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

VRÅ:Danmarks største sparekasse med hovedsæde i Vrå underrettede flere gange politiet om mistænkelige overførsler foretaget af en tidligere direktør, der i dag er sigtet for bedrageri i den helt tunge ende.

Tilbage i juli kunne Børsen ellers fortælle, at Sparekassen Danmark ikke underrettede hvidvaskmyndighederne, selvom at en kunde ved navn Martin Storm Rasmussen, der stod i spidsen for energiselskabet Fauna Energi, førte mellem 2 og 3 milliarder kroner gennem flere af sine konti.

Nu viser det sig imidlertid, at Sparekassen Danmark faktisk foretog flere hvidvaskunderretninger. Det skriver Børsen på baggrund af en ny kreditorskrivelse fra konkursboets kuratorer.

- I den seneste cirkulæreskrivelse/kreditorinformation oplyste kuratellet, at Sparekassen Danmark ikke havde foretaget indberetninger om hvidvask til relevante myndigheder. Det er nu kuratellets opfattelse, at Sparekassen Danmark har foretaget indberetninger til Hvidvasksekretariatet ved National Enhed for Særlig Kriminalitet, skriver kuratorerne, ifølge Børsen.

Klassisk pyramidesvindel

Martin Storm Rasmussen gik i marts personligt konkurs med flere firmaer, hvor der er anmeldt krav for over 750 millioner kroner. Han sidder varetægtsfængslet og er sigtet for bedrageri for over 300 millioner kroner.

Svindlen skulle ifølge Børsen være gået ud over både velhavere, familiemedlemmer og venner, der troede, at de investerede i Martin Storm Rasmussens køb og videresalg af aktiver fra konkursboer.

Men ifølge politiet brugte Martin Storm Rasmussen ikke pengene på at købe konkursboer. I stedet brugte han dem på at tilbagebetale andre lån med afkast til andre långivere, som derfor velvilligt lånte Martin Storm Rasmussen nye penge.

Et klassisk pyramidesvindel, som man også kender det fra bl.a. Stein Bagger-sagen, hvor fidusen er, at långivere får lån tilbage med klækkelige renter – og derfor ikke fatter mistanke.

Ubegrundet mistænkeliggørelse

Martin Storm Rasmussen nægter sig skyldig i sagen.

Sparekassen Danmark, som var Martin Storm Rasmussens bankforbindelse, har ikke tidligere villet kommentere sagen om hans påståede gigantsvindel, fordi den omhandler konkrete kundeforhold.

Men i en mail til Børsen skriver kommunikationschef Bjarne Hvirring, at man glæder sig over, at ”mistænkeliggørelsen af Sparekassen Danmark var ubegrundet og nu er trukket tilbage af kuratorerne.

Sparekassen Danmark blev dannet i september sidste år ved en fusion af Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank. Den er Danmarks største sparekasse med over 1200 medarbejdere. Vagn Hansen er adm. direktør.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.