Hestene fra Viegård

Familien sendte stutteriejeren til inkasso. Til sidst fik de nok

Tilliden til den stormombruste stutteriejer John Byrialsen var væk. Det fik en jysk milliardærfamilie til at tage konsekvensen

Da myndighederne tilbage i august begyndte at lede efter nedgravede heste ved stutteriets ejendomme, fik det lavinen til at rulle.
Da myndighederne tilbage i august begyndte at lede efter nedgravede heste ved stutteriets ejendomme, fik det lavinen til at rulle. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret 22. maj 2024 kl. 16:38

Der blev skålet i champagne og uddelt både kram og high fives foran den omstridte adresse, da konkursen var en realitet.

Demonstranterne følte det som en stor sejr for retfærdigheden.

Flere ugers massivt stormvejr kulminerede fredag i sidste uge, da Viegård Stutteri blev erklæret konkurs.

Forud var gået massiv medieomtale af stutteriet og dets ejer, John Byrialsen, der beskyldes for vanrøgt af sine mange heste.

Nu viser det sig, at det var en østjysk milliardærfamilie, som begærede det omdiskuterede stutteri konkurs. Det skriver Finans.

Stålvirksomheden Euro Steel, der er ejet af Morten Kristoffer Larsen og hans familie, har i årevis været med til at holde Viegård Stutteri kørende ved at købe og tinglyse pant i John Byrialsens ejendomme for store millionbeløb.

Også midt i stormvejret af beskyldninger om vanrøgt og ulovlige nedgravninger af heste.

Men nu er familiens tålmodighed med stutteriet tilsyneladende sluppet op.

Sendte gælden til inkasso

Af konkursbegæringen, som Finans har fået aktindsigt i, fremgår det, at Viegård Stutteri og dets ejer i marts sidste år skyldte Euro Steel 17,3 millioner kroner.

På det tidspunkt valgte Euro Steel at sende gælden til inkasso, hvorefter gælden bare er blevet større og større. Og da der ikke længere var tillid til, at Viegård Stutteri kan tilbagebetale gælden, fik det i sidste uge Euro Steel til at trykke på aftrækkeren og begære stutteriet konkurs.

50 hestekadavere blev gravet frem i den sorte muld ved Viegård Stutteri. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

At John Byrialsen ikke har kunnet overholde sine gældsforpligtelser, kommer ikke som århundredets største overraskelse, når man nærlæser regnskaberne fra hans stutteri.

Ved udgangen af seneste regnskabsår udgjorde stutteriets samlede gæld 53 millioner kroner, og egenkapitalen var negativ med 43 millioner kroner.

Forbindelsen til milliardærfamilien

Når John Byrialsen alligevel har kunnet opretholde driften af sit stutteri gennem en lang årrække med voksende gæld, et utal af påtaler og anmærkninger og en pengekasse, der var gabende tom, skyldes det blandt andet Euro Steel.

Desto mere påfaldende er det, at det netop er dette østjyske familiekonglomerat, som stod bag stutteriets konkursbegæring.

Familien bag Euro Steel har tidligere figureret på en liste over Danmarks 100 rigeste.

Men de fremgår ikke ofte i et nordjysk perspektiv, da det er en stålvirksomhed med adresse tæt på Horsens.

Selskabet er ejet af Morten Kristoffer Larsen og familiemedlemmer gennem deres private investeringsselskab, Euro Steel 1988 ApS, som har en egenkapital på 1,3 milliarder kroner og 82 ejendomme i Danmark.

Fem af ejendommene ligger i Skals. Det skyldes, at John Byrialsen med sit selskab Låstrupgård ApS tidligere har solgt stort ud af sine grunde til Morten Kristoffer Larsen og familie.

5. maj 2021 blev hele fem af John Byrialsens adresser opkøbt af Euro Steel 1988 til en samlet værdi på knap 36 millioner kroner.

De har sidenhen lavet en finansieringsaftale, hvor John Byrialsen forpagter et par af ejendommene.

Luftfoto af Viegård Stutteri. Skråfoto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

En tavs ejer

Gennem de seneste måneders massive omtale af Viegård Stutteri har også Euro Steel stået for skud. Tilbage i juli valgte selskabet at udsende en pressemeddelelse, hvori det bliver gjort klart, at ''aftalerne med stutteriet er en ren forretningsmæssig aftale, som vi ikke har mulighed for at kommentere yderligere.''

Det fremgår også i pressemeddelelsen, at koncernen overvejer at retsforfølge personer på baggrund af opslag på de sociale medier, som de opfatter som ''stærkt injurierende og udtryk for bagvaskelse.''

Da Nordjyske i september lykkedes at komme i kontakt med direktør Morten Kristoffer Larsen, var han fåmælt, inden han ringede af.

Hans primære budskab var, at Euro Steel og familien ikke har noget med stutteriet at gøre. Det er der andre, der tager sig af, lød det - på trods af, at de stadig bortforpagter grunde til John Byrialsen og for nylig valgte at tinglyse pant i familiens ejendom.

Hvordan har du det med, at jeres grunde bliver brugt af så omstridt en person?

- Ingen kommentarer. Ha' en god dag, var svaret fra Morten Kristoffer Larsen.

Næste skridt i konkursboet

Det er nu op til kuratoren i Viegård Stutteri at finde ud af, hvad der skal ske med stutteriet og dets aktiviteter. I første omgang er det besluttet, at de cirka 400 heste, som John Byrialsen ejer fordelt på 16 lokationer, skal passes af nogle andre.

- Vi er blevet enige om, at det kører bedre uden ham, så vi sætter et andet hold på. Vi har både holdet og dyrlæger til at tage over, men der er nogle heste, som skal væk. Der går for mange til, at vi som kuratorer vil tage ansvaret for en længerevarende drift, siger kurator Johnny Madsen fra DreistStorgaard Advokater i Aarhus, til TV Midtvest.

Midt- og Vestjyllands Politi har løbende efterforsket, om der er sket nogen strafbare forhold på stutteriet. Det arbejde fortsætter upåvirket af konkursen, og det samme gør eventuelle kontroller af hestene og opfølgninger på de pålæg, som allerede er givet.

Kurator Johnny Madsen oplyser til TV Midtvest, at kuratellet blandt andet vil forsøge at sælge de mange heste og formentlig også forsøge at komme af de ejendomme, som hører til selskaberne.

Foruden Viegård Stutteri ApS er selskabet Vieland ApS samt John Byrialsen selv begæret konkurs.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden