Erhverv

Hanstholm Havn bortviser salgschef

Tidligere salgschef, Steen Harding Hintze, bliver bortvist fra sit job på Hanstholm Havn. Yderligere juridiske skridt påtænkes

Arkivfoto: Henrik Bo
Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret 06. oktober 2021 kl. 09:28

HIRTSHALS / HANSTHOLM: Hanstholm Havn bortviser nu den nu tidligere salgschef, der sendte sin opsigelse 31. januar 2021 for i stedet at bliver ansat hos Hirtshals Havn.

Hanstholm Havn påtænker desuden yderligere formelle foranstaltninger, da fortrolige dokumenter omfattet af Lov om forretningshemmeligheder er blevet videresendt til en privat mail.

Efter blot én måneds ansættelse som salgschef for Hanstholm Havn valgte Steen Harding Hintze at opsige sin nye stilling til fordel for et job som direktør for et udviklingsselskab hos konkurrenten Hirtshals Havn. Udmeldingen kom som en stor overraskelse for Hanstholm Havns direktør, Nils Skeby, som efter nærmere undersøgelser har valgt at iværksætte en bortvisning:

- Jeg var først og fremmest meget overrasket over, at Steen Harding Hintze ikke alene valgte at opsige sin stilling efter så kort tid, men samtidig valgte at skifte til en havn med en konkurrerende agenda. Nu har vi så ovenikøbet erfaret, at der er blevet videresendt fortrolige dokumenter vedrørende Hanstholm Havns forretningsudvikling til en privat mail. Det er en klar misligholdelse af ansættelsesforholdet, som vi har fundet det nødvendigt at handle på, siger Nils Skeby og uddyber:

- Samarbejdet mellem Hanstholm Havn og Steen Harding Hintze har lidt et væsentligt tillidsbrud, og vi anser de illoyale handlinger for at udgøre en væsentlig overtrædelse af stillingsforholdet hos Hanstholm Havn. Det har vi svært ved at finde en plausibel forklaring på, og derfor påtænker vi yderligere formelle foranstaltninger, da dokumenterne er omfattet af om forretningshemmeligheder.

Nils Skeby opfatter dokumentdelingen som ekstrem illoyal og finder det i den forbindelse væsentligt, at videresendelsen har fundet sted i forbindelse med eller op til, at Steen Harding Hintze indgik en aftale med Hirtshals Havn og derefter opsagde sin stilling hos Hanstholm Havn 31. januar 2021.

I forbindelse med pressens dækning af sagen er det desuden kommet frem, at Steen Harding Hintze indledte forhandlinger med Hirtshals Havn allerede inden sin opstart i Hanstholm per 1. januar 2021. Det har bestyrelsesformand for Hirtshals Havn, Anker Laden-Andersen, tidligere oplyst til NORDJYSKE.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden