Erhverv

Heineken vil fyre op mod 6000 efter fald i ølsalget

Bryggerikoncernen Heineken planlægger at reducere medarbejderstaben med mellem 5000 og 6000 ansatte.

Heineken-koncernen er mest kendt for ølmærket af samme navn, men ejer også rettighederne til brands som Amstel, Moretti og Tiger. (Arkivfoto).
Heineken-koncernen er mest kendt for ølmærket af samme navn, men ejer også rettighederne til brands som Amstel, Moretti og Tiger. (Arkivfoto). Freek Van Den Bergh/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:38

Nøjagtigt som det er tilfældet hos Carlsberg, har også konkurrenten Heineken måttet erkende, at forbrugernes appetit på øl er faldende.

Det tager den hollandske bryggerikoncern konsekvensen af og varsler onsdag fyringer af mellem 5000 og 6000 ansatte over de kommende to år.

Det sker som et led i en ny strategi, fortæller Dolf van den Brink, der er administrerende direktør for Heineken i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2025.

- Vores førsteprioritet er at accelerere væksten, finansieret af øget produktivitet og ændringer i driftsmodellen, som vil indebære en betydelig omkostningsindsats over de næste to år, siger han i en pressemeddelelse.

Heineken - der er verdens næststørste bryggerikoncern - solgte sidste år 281,6 millioner hektoliter øl. Det er 1,2 procent mindre end i 2024.

Omsætningen faldt også fra 29,8 milliarder euro til 28,8 milliarder euro, hvilket svarer til 3,6 procent.

Omsætningsfaldet skete dog hovedsageligt på grund af modvind fra den stærke uro og tilsvarende lave valutakurser på eksportmarkederne.

Salget i både USA og Europa faldt, mens der var fremgang i Afrika og Mellemøsten samt Asien og Stillehavsområdet.

Driftsresultatet steg 4,4 procent til 4,4 milliarder euro, og resultatet efter skat voksede med knap fem procent til 2,7 milliarder euro.

Foruden Heineken-brandet ejer bryggerikoncernen også rettighederne til mærker som Amstel, Moretti og Tiger.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden