Her er bilmærkerne, der skraber bunden af salgslisterne
Nogle bilmærker buldrer frem. Andre må kigge rigtig langt efter kunderne
Opdateret kl. 13:33
Vi hører ofte om de mest sælgende bilmærker herhjemme.
Tesla, VW, Toyota, Audi, Peugeot.
I den rækkefølge.
Men én ting er, hvilke bilmærker der hitter hos danskerne. Noget andet er dem, der slet ikke gør.
FDM har analyseret personbilsalget i årets første seks måneder opgjort af Bilstatistik.dk. Det afslører dramatiske ændringer i bilmærkernes popularitet.
Opturene og nedturene
Tesla er stadig størst, men åndes nu i nakken af både VW og Toyota. De franske bilmærker anført af Renault, Peugeot og Citroën stormer frem, mens både koreanerne – Hyundai og Kia – og amerikanske Ford har det svært. Kineserne øger deres markedsandel, ikke voldsomt i mængde, men i procent.
Og så er der dem, der næsten ikke sælger noget som helst.
Helt i bunden af salgslisterne finder man blandt andre Alfa Romeo, der i årets første seks måneder solgte sølle to biler. Måske fordi det italienske bilmærke stort set ingen forhandlere har.
Meget bedre gik det ikke for Nio, der kun sendte tre biler ud over kantstenen, inden det kinesiske bilmærke trak stikket til Danmark.
Jaguar, der stopper produktionen af samtlige sine modeller på nær F-Pace, står noteret for to indregistreringer. I samme periode sidste år blev det til kun fem salg.
Maserati kunne svinge sig op på seks solgte biler og Lotus otte.
Et turbulent marked
Helt generelt mener FDM, at der er ”usædvanligt mange op- og nedture for bilmærkerne i Danmark.”
Mens elbilsalget svulmer, svinger priserne op og ned i en grad, der gør både forhandlerne og køberne rundforvirrede.
Nye eksotiske bilmærker gør deres indtog, mens andre siger farvel. Og så ændrer kunderne i stor stil købevaner. Bedst illustreret af privatleasing, som efter flere år i kummefryseren har gjort et bemærkelsesværdigt comeback.
Samtidig er der store forskelle på, hvilke bilmærker der har bedst gang i hhv. elbilsalget, benzinbilsalget og dieselbilsalget.
For eksempel står elbilerne for 85 procent af Volvos samlede salg i Danmark, mens det for Peugeots vedkommende er kun syv procent. Og hos Mercedes er næsten hver femte solgte bil med dieselmotor.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.