Her er skattefradraget, du skal huske

Forskudsopgørelsen er landet. Og særligt én ting skal mange nordjyder sørge for at rette

Den klækkelige ekstraregning, som mange boligejere nu skal betale i form af væsentligt højere renter, udløser også et højere rentefradrag. Og det er her, at felt 481 og 483 i forskudsopgørelsen kommer i spil. <i>Grafik: Jette Klokkerholm.</i>

Den klækkelige ekstraregning, som mange boligejere nu skal betale i form af væsentligt højere renter, udløser også et højere rentefradrag. Og det er her, at felt 481 og 483 i forskudsopgørelsen kommer i spil. Grafik: Jette Klokkerholm.

PRIVATØKONOMI:Når Skattestyrelsen tirsdag åbner for, at man kan se sin forskudsopgørelse for næste år, er der særligt to felter, man skal være ekstra opmærksom på.

Hvis altså man er boligejer.

De kraftigt stigende boligrenter betyder, at ét særligt fradrag nu igen er kommet i rampelyset efter flere år i skyggen.

Det er rentefradraget, som i en lang periode har været nærmest ubetydeligt i en verden med historisk lave boligrenter. Nogen har sågar haft negative renter på deres boliglån.

Sådan er det ikke længere.

Den klækkelige ekstraregning, som mange boligejere nu skal betale i form af væsentligt højere renter, udløser også et højere rentefradrag. Og det er her, at felt 481 og 483 i forskudsopgørelsen kommer i spil.

I de to felter kan man rette sine renteudgifter – og det har mange boligejere anledning til. Men ikke alle vil gøre det.

- Mange vil lade tallet stå, fordi et for lavt rentefradrag på forskudsopgørelsen i de fleste tilfælde er en garanti for en pæn overskydende skat i 2024. Men dem, som har en stram økonomi og derfor brug for pengene her og nu, bør naturligvis rette tallet, siger Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i revisionsfirmaet BDO.

Noget, der kan mærkes

Renten på visse låntyper er i år steget med op mod tre procentpoint. Hvis man har et sådant lån på to millioner kroner, giver det ekstra renteudgifter for 60.000 kroner.

Det øgede rentefradrag har en værdi på 15.000 kroner, hvilket svarer til 1250 kroner ekstra i hånden hver måned. Noget, som mange vil kunne mærke i en tid med tårnhøj inflation.

At tjekke sin forskudsopgørelse ekstra grundigt er særligt relevant for tre typer boligejere. Dem, som har konverteret deres realkreditlån i løbet af året, eller som i løbet af det kommende år skal have ny rente på deres variabelt forrentede realkreditlån.

Og dem, som i løbet af året har købt eller solgt en bolig.

Undlader eller glemmer man at rette sin forskudsopgørelse, er det ikke ensbetydende med, at eventuelle fradrag går tabt.

Men man får dem først udbetalt til foråret.

Hvad med indkomsten?

Sidste år benyttede 1,6 millioner borgere sig af muligheden for at ændre forskudsopgørelsen digitalt. Og det er ikke kun boligejere, som kan have grund til at rette i tallene.

Også hvis man i løbet af året har forladt arbejdsmarkedet – eller hvis man påtænker at gøre det næste år – kan det ifølge Henning Boye Hansen give god mening at tjekke tallene en ekstra gang.

Han oplever, at de fleste er mest optaget af, om deres indkomst står rigtigt på forskudsopgørelsen. Men det er der faktisk ikke megen grund til.

- Al erfaring viser, at det er snarere er for høje fradrag på forskudsopgørelsen end for lavt forskudsregistreret indkomst, der fører til restskat. Hvis man tjener mere end den forskudssatte løn, vil skattekortet nemlig sikre, at der automatisk også trækkes mere i skat, siger han.

En ferieopsparing

Tjener man mindre end 35.000 kr. om måneden, er det ifølge skatteeksperten en god idé at sætte indkomsten lidt lavere, end man forventer. Hvis man derimod er højtlønnet, sådan at man betaler topskat, er det bedre at sætte indkomsten lidt højere, end man faktisk forventer, hvis man gerne vil undgå restskat.

Hvert år er det op mod 80 procent af alle danskere med enkle indkomstforhold, som får overskydende skat. En del af forklaringen er, at trækprocenten altid rundes op, hvilket betyder, at der hver måned automatisk betales en lille smule for meget i skat.

Hertil kommer, at mange bevidst forskudsregistrerer sig med for lave fradrag, fordi de gerne vil have overskydende skat.

- De betragter det som en ferieopsparing, og det er fuldt lovligt, siger Henning Boye Hansen, der peger på, at danskerne i foråret i gennemsnit fik udbetalt knap 5500 kroner i overskydende skat for indkomståret 2021.

Skattelettelser til mange

- I min verden er vi danskere nærmest verdensmestre til det med skat, fordi så relativt få får restskat, og fordi restskatten for dem, der får den slags, sjældent er større, end de kan betale den. Det skyldes alt sammen, at systemet med forskudsopgørelsen faktisk virker efter hensigten, siger Henning Boye Hansen.

For det kommende år er der udsigt til, at mange danskere får mere af lønnen udbetalt efter skat. Det skyldes blandt andet, at beløbsgrænserne for personfradraget samt beskæftigelses- og jobfradraget stiger.

Desuden stiger topskattegrænsen fra 552.500 kroner til 569.900 kroner, hvilket giver lidt ekstra mellem hænderne til de danskere, hvis løn overstiger topskattegrænsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.