Vinflasken du aldrig må tabe: Den koster flere millioner kr.
Nordjysk firma fik fat i yderst sjælden vin, som nu er solgt videre
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:26
AALBORG: Er du træt af sure vine købt på tilbud til 29 kr. i dit lokale supermarked, så er der andre muligheder.
For eksempel verdens p.t. dyreste rødvin fra franske Domaine de la Romanée-Conti, årgang 1999. Pris: 2,4 millioner kr. Uden moms.
Men så er det også en velvoksen flaske på seks liter. Det svarer til otte almindelige vinflasker.
55.000 kr. pr. glas
Du bør nok holde godt fast i flasken og glasset, hvis du vil drikke de dyre dråber. Blot én milliliter af den svimlende dyre rødvin løber op i 500 kr., hvis man medregner moms.
Ét glas rødvin fra lige dén seks liters-flaske, Romanée-Conti 1999, vil have en værdi af op i nærheden af 55.000 kr. inklusive moms.
- Det smager godt, siger direktør Mads Jensen fra handelsvirksomheden RareWine Trading i Aalborg.
Han har selv smagt vin fra producenten Domaine de la Romanée-Conti, dog ikke den ekstremt dyre flaske, som RareWine har haft på lager i et halvt års tid - og som nu er solgt. Til de 2,4 millioner kr.
Solgt via Hongkong
Salget er sket via en winebroker i Hongkong, og køberen er en vinsamler i "Asien". Mads Jensen vil ikke afvise, at køberen kan være en kinesisk rigmand, og at de dyre dråber skal drikkes.
RareWine Trading købte selv flasken i 2020, og det vakte opsigt i vinkredse, da den blev udbudt til salg. Hvor meget RareWine Trading selv har tjent på at købe og sælge den sjældne og dyre rødvin, vil Mads Jensen ikke ud med.
- Vi har tjent lidt penge på det, bemærker direktøren.
Men hvordan kan prisen på én flaske rødvin ryge helt op på 2,4 millioner kr.?
Vinene fra Domaine de la Romanée-Conti i Frankrig bliver betragtet som de ypperste og mest eftertragtede i verden. Produktionen er lille, og især de store flasker - som denne på seks liter - er interessante for dem, der har råd til det.
Da flasken med Romanée-Conti 1999 blev sendt på markedet, var den kun én ud af otte flasker produceret i den specielle seks liters-størrelse.
- En skat til låns
Mads Jensen er overbevist om, at flere andre af de otte ekstremt sjældne flasker allerede er drukket. Af hvem, og hvor, ved han ikke
For RareWine var det enestående at komme i besiddelse af den ene flaske.
Netop denne flaske er så sjælden, at det kun var et spørgsmål om tid, før den blev solgt videre, lyder det fra handelsfirmaet med hovedsæde i Aalborg.
- En skat som denne er kun til låns, men der er noget særligt over at handle en så sjælden vin, siger Mads Jensen.
RareWine Group betegner sig selv som en af verdens førende handelsvirksomheder, når det gælder sjældne og eksklusive vine. Koncernens omsætning vil i dette regnskabsår runde en halv milliard kr., og langt hovedparten af vinene eksporteres.
Nyrige kinesere
Firmaet oplever en stigende interesse fra nyrige kinesere, der køber de dyre luksusvine.
De bedste franske vine er "et af de prestigefyldte luksusprodukter, der er spået at få et stort gennembrud på det enorme asiatiske marked", lyder det fra RareWine, som handler med vinsamlere og vininvestorer i Kina og også Europa.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.