Hjørnekontoret bliver gerne byttet ud med lægebilen: ’’Ledelse handler om at sætte sin faglighed i spil’’
Martin Rostgaard-Knudsen har altid været ambitiøs. Egentlig skulle han arbejde som anæstesilæge, men fandt ud af, at han kunne gøre en langt større forskel for patienterne på ledelsesgangen. Derfor sidder han i dag som topdirektør i det nordjyske sundhedsvæsen.
Martin Rostgaard-Knudsen har lige afleveret sine børn i institution, inden han er kørt fra Skørping til hans kontor på Hjulmagervej i Aalborg for at mødes med mig en fredag morgen.
Da han sagde ja til jobbet som lægefaglig direktør i Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, var han bekymret for, om han skulle gå på kompromis med familielivet, der tæller fire børn og kæresten Susanne.
En lederstilling som denne er langt fra 37 timer, men han har fundet en god balance.
Han både afleverer og henter børnene flere gange om ugen. Helst omkring klokken 15, hvis muligt, og så arbejder han videre et par timer, når børnene er puttet.
Men en topdirektør, der også i høj grad prioriterer familielivet, hører man ikke så ofte om. Det lyder ikke specielt ambitiøst, ville nemt være min første indskydelse. Efter få minutter i selskab med Martin Rostgaard-Knudsen, er man dog slet ikke i tvivl om hans evner eller ambitioner.
Han er afslappet og venlig, men man fornemmer hurtigt hans autoritet. Det er svært at forklare, hvad det er. Måske er det hans helt tydelige agenda og hans klare sprogbrug eller måske den måde, han helt tydeligt hviler i sin nye rolle som direktør. På trods af, at jobbet og hjørnekontoret kun har været hans i godt og vel et halvt år.
Som blot 40-årig har han opnået det, som mange arbejder et helt liv på, men kun få får lov til. Han sidder på én af de øverste poster i det nordjyske sundhedsvæsen.
Det er ham, der har det lægefaglige ansvar for den indsats, der ydes fra, at en borger har akut behov for hjælp, til at vedkommende er modtaget på hospitalet. Sammen med den præhospitale direktør, Peter Larsen, udgør han den øverste ledelse, der har det samlede ansvar for blandt andet regionens ambulanceberedskab og vagtcentralen.
Men Martin Rostgaard-Knudsen er ikke kun ambitiøs på sine egne veje. Han har også en anden agenda – han vil gerne have flere læger til at gå ledelsesvejen ligesom ham selv. Han mener, det er afgørende for fremtidens sundhedsvæsen.
’’Vores sundhedsvæsen skriger efter prioriteringer, derfor har vi brug for læger, der tør sætte deres faglighed i spil. Det er os, der ved, hvad de bedste prioriteringer i sundhedsvæsenet er, og derfor er det os, der skal tage del i ledelsen af sundhedsvæsenet. Det kræver vores faglighed at løse de udfordringer, vi står over for. Derfor er det afgørende, at flere læger har lyst til og mod på ledelse.’’
Martin Rostgaard-Knudsen taler entusiastisk og hurtigt, når samtalen falder på emnet.
Det er tydeligt, at han ikke sagt ja til interviewet for at fortælle om sig selv eller sin karriere, men for at gøre op med alle fordommene om ledelse – og for at inspirere andre unge læger til at se den større mening ved at være leder.
Men jeg insisterer på, at vi også skal lære ham at kende. For hvem er den målrettede mand over for mig, der på få år har gennemført hele karrierestigen og nu sidder som topdirektør i det nordjyske sundhedsvæsen?
Talent for ledelse
Martin Rostgaard-Knudsen har altid været målrettet. Lige siden de helt små klasser har han vidst, at han skulle være læge. En miljøskade, kalder han det selv. For hans far var også læge og næsten hele familien er sundhedsfagligt uddannet.
’’Jeg har altid været ekstremt målrettet, det har været nødvendigt for at få gennemsnittet til at blive læge. Heldigvis har jeg aldrig været skoletræt, og selv nu savner jeg faktisk at gå på universitet. Det der med at sætte sig et mål og gå til eksamen for at bevise det. Det er enormt tilfredsstillende for mig.’’
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.