Høje energipriser barberer DSB's overskud

DSB tjente 138 millioner kroner i løbet af de første seks måneder. Det er et fald på 66 procent fra sidste år.

Passagerne vender i høj grad tilbage til DSB, viser regnskab. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Passagerne vender i høj grad tilbage til DSB, viser regnskab. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De togrejsende er i høj grad vendt tilbage til DSB i løbet af de første seks måneder af 2022.

Men høje energipriser er med til at tynge bundlinjen, viser selskabets regnskab torsdag middag.

I det første halvår har DSB tjent 138 millioner kroner. Det er et fald på 66 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

De højere energipriser har alene ført til en stigning i omkostningerne på 124 millioner kroner, fremgår det af regnskabet.

Kunderne er primært vendt tilbage til rejser, der strækker sig på tværs af landsdele.

I alt har DSB noteret 77,7 millioner rejser i løbet af de første seks måneder. Det er 15 procent færre end i samme periode i 2019, men 71 procent flere end sidste år.

En af grundene til at man ikke har nået niveauet fra før corona, skyldes blandt andet, at mange pendlere har ændret deres rejsevaner, skriver DSB i regnskabet.

- Danskerne vil gerne toget, men de faste kunder rejser mindre. Det er derfor afgørende, at vi fortsat tiltrækker nye kunder med målrettede tilbud og kampagner, siger Flemming Jensen, der er administrerende direktør i DSB, i en kommentar til regnskabet.

Antallet af rejser med S-togene alene er ligeledes steget markant i det første halvår. Næsten 48 millioner rejser blev det til, hvilket er 59 procent over niveauet fra sidste år.

På toplinjen har DSB ikke løftet sig. Faktisk er den samlede omsætning tre procent lavere end i samme periode sidste år.

Det er omsat for lidt mere end 4,4 milliarder kroner i de første seks måneder.

Faldet skyldes blandt andet, at DSB's trafikkontraktindtægter er faldet markant, fordi man ikke længere bliver kompenseret for manglende passagerer, som tilfældet var under corona.

Kontrakterne dækker over faste ruter, som DSB bliver betalt af staten for at opretholde.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.