Højere priser kan give betalingsproblemer for danske familier

I et økonomisk hårdt scenarie risikerer cirka én procent af de danske familier at løbe tør for opsparing.

Stigende priser på olie og gas rammer mange danskere. For nogle kan de højere priser blive ekstra alvorlige, viser analyse. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Stigende priser på olie og gas rammer mange danskere. For nogle kan de højere priser blive ekstra alvorlige, viser analyse. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mens langt de fleste danske familier står godt rustet til de stigende priser, er der også familier, som risikerer at blive hårdt ramt.

Faktisk er der familier, som risikerer at komme i egentlige betalingsproblemer.

Det viser en analyse fra Finans Danmark, en interesseorganisation for banker og andre aktører i finanssektoren.

I analysen spekuleres der i et scenarie, hvor Rusland lukker helt for gasforsyningen til EU, og den gennemsnitlige gaspris over det kommende år stiger med yderligere 35 procent.

Oveni tager scenariet højde for en stigning i forbrugerpriserne på op mod otte procent i 2022.

I det scenarie vil langt de fleste familier risikere en ekstraregning på mellem 500 og 3000 kroner om måneden.

Finans Danmark vurderer, at de fleste familier vil være godt rustet til at håndtere en sådan ekstraregning. Det er i kraft af god luft i deres månedlige budget og af pæne opsparinger i banken.

Der er imidlertid også familier, der risikerer at løbe ind i ekstraregninger på over 5000 kroner om måneden, viser analysen.

De højere leveomkostninger er med til at gøre, at knap fire procent af alle familier kan få svært ved at få deres månedlige budget til at hænge sammen.

Derudover risikerer omkring én procent af familierne at komme i egentlige betalingsproblemer, hvor de også løber tør for opsparing.

Ifølge Niels Arne Dam, cheføkonom i Finans Danmark, er det især familier, som ikke har så meget luft i økonomien og står til at blive ekstra hårdt ramt af prisstigningerne, der er i særligt stor risiko.

- Det er for eksempel, hvis de har en bil, som de er afhængige af at køre meget i. Så rammer benzinpriserne.

- Og så er det ikke mindst, hvis de står med nogle af de gamle varmekilder til opvarmning af deres hus. Det er for eksempel gasfyr, der er blevet markant dyrere at varme op med, siger Niels Arne Dam.

Analysen viser, at det især er i Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster, Fyn og til dels i Sønderjylland, at mange familier risikerer at komme i betalingsproblemer som følge af de stigende priser.

Øverst på listen ligger kommuner som Stevns, Faxe, Holbæk og Sorø, hvor cirka fem procent af familierne kan få svært ved at få deres månedlige budget til at hænge sammen.

Cheføkonomen fra Finans Danmark ser to årsager til, at det netop er i disse områder af landet, at familier er i særligt stor risiko.

- Det er i de dele af landet, hvor vi har relativt mange familier med i udgangspunktet forholdsvis lidt luft i økonomien, og hvor mange har gas- eller oliefyr, i forhold til hvad vi ser andre steder i landet, siger Niels Arne Dam.

Hans opfordring til de udsatte familier er at få et overblik over økonomien for at se, om der er steder, hvor der kan skæres til. Det kan eksempelvis være et abonnement, der ikke bruges så meget længere.

Han opfordrer også dem med et olie- eller gasfyr til at undersøge mulighederne for at spare på varmen eller helt omlægge til et billigere og mere grønt alternativ som for eksempel fjernvarme eller varmepumpe.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden