I mange år gik Elsebeth Hauge rundt med en følelse i relation til den måde, hun bedriver ledelse på. En følelse, som nagede hende.

Hun bemærkede, at hun nogle gange handlede på helt bestemte måder i bestemte situationer. Og hun havde en følelse af, at det ikke altid var hensigtsmæssigt – hverken for hendes medarbejdere eller for virksomheden.

Alligevel tog hun sig selv i at gentage samme mønster gang på gang.

Hun besluttede sig derfor for at undersøge, hvor skoen egentlig trykkede. Blandt andet i ledelseslitteratur og -forskning.

Her identificerede Elsebeth Hauge, at det var lederskammen, der lagde sig som en tung dyne over hendes samvittighed.

En følelse, hun senere opdagede, at hun langt fra var alene om.

”Fortæl mig det, du ikke fortæller andre om din ledelse”

For få år siden sad Elsebeth Hauge i en samtale med en leder, hun ikke kendte i forvejen.

Lederen havde indvilliget i at fortælle hende alt det, lederen gemte væk og håbede, andre ikke fik øje på.
Elsebeth Hauge havde på forhånd besluttet, at de skulle sidde med ryggen til hinanden.

For selvom hun ikke på forhånd kendte ledernes ufortalte historier, ville hun ikke risikere, at hun undervejs tabte kæden over deres fortællinger, og lederen derfor mistede modet til at sige mere.

Samme runde gentog hun med 24 andre danske ledere – og i samtalerne så hun et klart mønster.

”En leder fortalte, hvordan hun havde opdaget, at hun og andre ledere altid fandt en undskyldning for ikke at ansætte kvinder med tørklæder – så de faktisk var racistiske i deres ansættelsesprocesser,” fortæller Elsebeth Hauge.