Leder

Husk at møde ind med bukser på

Arbejdslivet kommer igen til at se helt anderledes ud for tusindvis af nordjyder. Men vender vi nogensinde tilbage til "normalen"?

Peter Munk Simonsen, erhvervsredaktør

Peter Munk Simonsen, erhvervsredaktør

I næsten 17 måneder har hundredtusindvis af danskere – særligt i det offentlige – været lænket til deres hjemmearbejdsplads. Tvunget til lange Teams-møder uden kollegialt samvær og for nogles vedkommende med vasketøj, børn og opvask om ørerne.

Måske endda i joggingbukser, eller helt uden bukser, fordi ingen alligevel kan se det.

Nu kommer arbejdslivet til at se helt anderledes ud.

Fra 1. august kan alle arbejdende danskere nemlig vende tilbage til fysisk fremmøde på deres arbejdsplads. Det var en del af den aftale, som et politisk flertal på Christiansborg kort før sommeren blev enigt om.

Lige nu arbejder cirka 300.000 lønmodtagere stadig hjemmefra. Derfor er det lidt af en omvæltning, som venter, når landets arbejdspladser mandag morgen slår dørene op. Det vil formentlig også kunne mærkes på trafikken.

Men selvom alle arbejdende danskere nu igen må møde fysisk op på arbejde, er der ingen tvivl om, at hjemmearbejde er kommet for at blive. Coronakrisen har ændret opfattelsen af, at den slags var et personalegode, som man kunne tage med til de årlige lønforhandlinger.

Virksomheder over hele landet har under krisen erfaret, at medarbejdere kan være lige så effektive og produktive fra stuebordet som på kontoret. Nogen endda mere.

150 års arbejdskultur baseret på fysisk tilstedeværelse er med ét blevet brudt ned. Nu ser vi en fri og flydende forståelse af arbejdstid og arbejdssted. Men vi skal være varsomme.

Ja, hjemmearbejde har mange fordele. Du sparer transporten til og fra arbejde og har dermed ekstra tid til familie, venner og hjemmeliv. Du kan fokusere bedre på dine opgaver uden afbrydelser og forstyrrelser. Og du kan styre dine egne pauser.

Men der er også ulemper. Nogle opgaver løses bedst, når alle er til stede, og manglende social interaktion er usundt for de fleste. Faktisk er det præcist det, som under corona har gjort mange danskere stressede og ensomme.

Derfor er nøgleordet fleksibilitet. Muligheden for at arbejde hjemmefra, når det passer godt – både for den enkelte og for virksomheden.

Hjemmearbejde er godt, indtil det ikke længere er godt. Og at udråbe hjemmekontoret som den hellige gral til et bedre arbejdsliv, er en farlig vej at gå.

For virksomhederne handler det om at gøre arbejdspladsen til en værdifuld base, hvor medarbejdere kan samarbejde, dyrke det faglige fællesskab og tanke op på den sociale konto.

Når medarbejdere efter 17 måneders hjemmearbejde igen bevæger sig hen på deres arbejdsplads, skal de huske værdien af fysisk fremmøde. Og så selvfølgelig huske at tage bukser på.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden