Hvad Putin og 1,5 kilo monsterburger har til fælles

Europa skal gøre sig uafhængig af russisk naturgas og olie så hurtigt, som det overhovedet er muligt. Og uden at det undervejs får fatale konsekvenser for europæisk økonomi.

Putins krig i Ukraine har åbenbaret en magtsyg tyran med storhedsvanvid, og en sådan type kan og skal vi ikke være afhængige af som energileverandør. Det står efterhånden klart for enhver.

På den måde har tragedien i Ukraine haft den positive effekt, at den grønne omstilling i Europa nu ser ud til at blive accelereret. Simpelthen fordi de europæiske lande har indset, at vi er nødt til at slippe ud af Putins gasklør.

Europas største land, Tyskland, har på nærmest rekordtid sat gang i en gigantisk omstilling af sin energiforsyning, for som tyskernes finansminister, Christian Lindner, siger:

Vedvarende energi er frihedsenergi.

Betydningen af den melding kan nærmest ikke overdrives. Den er på sin vis poetisk smuk. Men med til den følger også et oplagt spørgsmål: Hvorfor skulle der en krig i Ukraine til, at vi indså det?

EU-landene er i dag dybt afhængige af russisk energi. Cirka 40 procent af al naturgas og en fjerdedel af den råolie, vi forbruger, kommer fra Rusland. Selv efter at russerne i 2014 annekterede Krim-halvøen, fortsatte vi med at øge vores afhængighed af Putins gas.

Det er derfor, at Vesten lige nu viger fra at ramme Rusland der, hvor det gør mest ondt. Fordi vi ikke kan fungere uden de fossile brændsler, som Putin hiver op af undergrunden. Det er sørgeligt, men sandt.

Nu bliver Ukraine invaderet og bombet og civile dræbt i hobetal. Og først da så vi altså lyset. Først da blev der sat to tykke streger under, at vi er nødt til langt hurtigere at vende den europæiske energisupertanker.

Ikke kun af klimahensyn, men også sikkerhedshensyn.

Den grønne omstilling er ekstremernes spil. Det skal gå vildt og voldsomt for sig, før der for alvor rykkes på den. Som for eksempel en krig i Europa. Og at engagere den almindelige borger i kampen for en grøn og bæredygtig fremtid er til tider utaknemmelig.

Også for et regionalt medie.

Historier om grøn omstilling og klimahensyn ligger oftest helt i bunden, når ugens læsertal skal gøres op. Som samfund pryder vi os af at gå op i det, men klikker vi på det? Ikke rigtigt. Og så er der undtagelserne.

Da Peter Kjeldgaard fra Gjøl Kro i januar gik ud og reklamerede for sin monsterburger – et kilo oksekød, et halvt kilo bacon og masser af ostesauce – var læserinteressen massiv og førte til intens debat om, hvordan pokker krofatter kunne være det bekendt over for klimaet.

Halvandet kilo kød i en burger. Sikken da noget svineri.

Debatten var på mange måder altsigende. Det krævede en monsterburger på Gjøl at skaffe betydelig interesse for klimaet og den grønne omstilling. Og nu altså også Putin.