Skal staten sætte dig i hus til halsen?
Boligkøbere i Nordjylland risikerer en slem bjørnetjeneste

Foto: Lars Pauli
Der er så smukt i Nordjylland – og husene er til at betale. I hvert fald i regionens landdistrikter, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris sjældent sniger sig over 8.000 kroner.
Nu får nordjyske huskøbere muligvis en hjælpende hånd af staten. Problemet er bare, at den hjælpende hånd med stor sandsynlighed får meget begrænset effekt – og i visse tilfælde risikerer at påføre den enkelte boligkøber store tab.
Det er vist det, man kalder symbolpolitik med slagside.
Helt konkret foreslår regeringen, at boligkøbere i områder med lave huspriser kan få statsgaranteret en del af deres realkreditlån.
Modellen skal gælde for boligkøbere i postnumre, hvor huspriserne er under 8.000 kroner per kvadratmeter. Det vil ifølge den seneste opgørelse fra Finans Danmark sige størstedelen af de nordjyske kommuner med undtagelse af Aalborg, Rebild, Frederikshavn og Jammerbugt.
De fleste har hørt om nogen, der ønsker at købe hus, men får at vide af realkreditinstituttet, at det er et forkert postnummer, de vil købe bolig i. Det er den problematik, som erhvervsminister Simon Kollerup – der ynder at minde om sit nordjyske ophav – vil gøre noget ved.
Han glemmer bare en vigtig ting: Staten er ikke en bank, og han er ikke bankdirektør.
Der skal stadig laves en kreditvurdering af køberne, og bankrådgiveren skal turde løbe risikoen ved at tilbyde et lån – uagtet den delvise statsgaranti. Den reelle effekt af forslaget er derfor svær at få øje på.
Og hvor stort er problemet egentligt?
Når vordende huskøbere får afslag på et realkreditlån, er det oftest, fordi deres rådighedsbeløb er for lille. Banken trykprøver deres budget – med god grund. Skal staten virkelig hjælpe dem med at gamble med deres privatøkonomi?
Selv regeringens egne embedsmænd advarer om den statsgaranti, som Simon Kollerup foreslår.
Modellen risikerer at tilskynde boligkøber til at optage en gæld, der på sigt kan vise sig at overstige ejendomsværdien, hvilket kan indebære et større tab for boligkøber, hedder det i interne dokumenter.
Det er vist det, man kalder en bjørnetjeneste.
Affolkningen af landets yderområder – også i Nordjylland – er et fundamentalt problem, som er svært at løse. Det ville være en fryd at se horder af flyttebiler på vejene i Thisted, Morsø og Mariagerfjord. Nytilkomne og indfødte, som kan og vil bosætte sig og holde liv i landdistrikterne.
Men at gøre risikable lån let tilgængelige er ikke vejen frem. Hverken for boligmarkedet eller boligkøberne – ej heller i smukke Nordjylland.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.