I udlandet har en ny arbejdsform vundet indpas. Den kan vi også drage fordel af i Danmark – hvis vi tør
I udlandet er de klar til det stigende antal digitale nomader og freelancere. I Danmark er der lang vej endnu, og det får os til at gå glip af store fordele, mener trendekspert Grith Okholm Skaarup.
Flere sammensætter deres eget job gennem forskellige opgavetyper og forskellige nicher. Måske de på den ene side laver konsulentydelser, mens de samtidig er passioneret omkring deres hobby, som de også tjener penge på.
”I forhold til at finde mening med vores arbejde er vi nu langt mere drevet af vores hobbyer. Så vi vil ikke bare have ét skræddersyet job, hvor vi har én funktion – vi vil veksle langt mere,” fortæller Grith Okholm Skaarup.
Hun er stifter af Humtech, som blandt andet beskæftiger sig med trends i ledelse og arbejdsliv i ledelsesrådgivning og videnformidling.
Grith Okholm Skaarup fortæller, at der på verdensplan nu er langt flere nomader end tidligere.
Ikke herhjemme hvor vi har en tendens til at se det som en utopi. Men i udlandet, hvor der er sket en stor fremgang i i freelance- og opgaveøkonomien.
Andelen af arbejdsstyrken, der beskriver sig som digitale nomader, er globalt steget fra 16,9 millioner til 35 millioner digitale nomader det sidste år.
Heraf bor de 23,2 millioner i USA, og i det ligger der, at 21 procent af de digitale nomader stadig arbejder for en virksomhed, mens 36 procent er freelancere, og de sidste 33 procent er selvstændige.
Også i Danmark ser Grith Okholm Skaarup, at flere beslutter sig for at arbejde som digitale nomader fra forskellige steder i verden.
Blandt andet i den del af hendes arbejde, hvor hun sidder i Advisory Board for Freeliving, som er et fællesskab for freelancere og digitale nomader drevet af Mille Bruun Sjøgren og Cille Bindslev Rosentoft.
Danmark virker bare ikke helt klar til de mange nomader endnu. Blandt andet fordi vores danske arbejdsmodel ikke understøtter freelancer-livet.
”Det er en ny måde at arbejde på, som vi ikke helt er indrettet til. Vi har den i noget omfang, men ikke tilstrækkeligt,” siger Grith Okholm Skaarup.
Hun påpeger, at der er meget godt ved den danske model, når man tapper ind i et job. Bare ikke for freelancerne:
”Man får det hele serveret, så der er sikret ordentlige løn- og ansættelsesforhold, men vi har faktisk ikke bygget et system, der er særlig godt for freelancere eller for iværksættere. Det understøtter for eksempel ikke aktuelle muligheder og behov for mobilitet og fleksibilitet i arbejdslivet og den teknologiske udvikling i dag.”
”Men det er der behov for, for freelancemarkedet er i vækst både i udlandet og herhjemme og udgør mere end en tredjedel af hele arbejdsstyrken globalt, og flere og flere tager freelancebeskæftigelse, og heri er en anden udfordring i at sikre dem rimelig arbejdsvilkår og lønninger.”
Grith Okholm Skaarup fortæller også, at det i de mere specialiserede organisationer handler om, at ledere er nødt til at have en større grad af tillid til, at deres medarbejdere kan arbejde på andre og mere fleksible måder, end de gør i dag.
For netop dét virker i andre lande som USA.
”Når hver femte digitale nomade i USA stadig er fast tilknyttet en virksomhed, er det et eksempel på, at der er bygget bro mellem medarbejderens behov for frihed og fleksibilitet og virksomhedens behov for den højt specialiserede medarbejder.”
”Eller når nogle af vores mest betroede og bedste medarbejdere i organisationerne vælger at blive freelancere eller digitale nomader, så skal vi være de første til at tilbyde dem en form for freelancemulighed eller som minimum fastholde dem i en aktiv og lukrativ alumne-ordning, så viden, relation, ambassadørskab og den gode word of mouth, der er opbygget gennem et langt ansættelses- og loyalitetsforhold, ikke risikerer at gå tabt,” siger hun.
”I Danmark har vi bare ikke bygget et arbejdsmiljø eller et organisationsdesign med den danske model, som understøtter det tilstrækkeligt,” siger Grith Okholm Skaarup.
Men det bør vi.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.