Inflationen har taget største hop siden 1989

I februar ligger forbrugerpriserne 4,8 procent over samme måned året før. Det skyldes blandt andet dyrere el.

Dyrere elektricitet har i februar været med til at øge den danske inflation. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Dyrere elektricitet har i februar været med til at øge den danske inflation. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det seneste års tid er det blevet dyrere at være forbruger i Danmark.

De danske forbrugerpriser er således steget med 4,8 procent i februar i forhold til året før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Stigningen er den største målt hen over et år siden december 1989. Dengang var forbrugerpriserne ligeledes steget med 4,8 procent i forhold til året før.

Det er i høj grad prisændringer inden for kategorien varer, der har hævet forbrugerpriserne i forhold til februar sidste år.

Kategorien varer dækker blandt andet el, gas, brændstof og fødevarer. Det er netop disse fire varetyper, der i høj grad er blevet dyrere det seneste år.

Inden for kategorien varer er priserne i gennemsnit steget med syv procent det seneste år. Det er den største årlige stigning siden februar 1983.

De højere forbrugerpriser - også kendt som inflationen - kan allerede mærkes i de danske husholdninger. Det siger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Gør vi det op i kroner, så skal en børnefamilie i dag bruge op mod 20.000 kroner mere for at opretholde det samme forbrug i forhold til for et år siden, siger han.

Cheføkonomen vurderer, at prisstigningerne endnu ikke har toppet. Priserne skal længere op, før de igen vil falde, lyder vurderingen.

- Energipriserne er skudt yderligere i vejret med Ruslands invasion af Ukraine og sanktioner som modsvar, og det vil de kommende måneders inflationstal bære mærkbart præg af, siger Jeppe Juul Borre.

Også Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank, forventer, at priserne vil fortsætte med at kravle op.

Hun anser det som sandsynligt, at når forbrugerpriserne for marts bliver offentliggjort om en måned, så vil de vise stigninger på over fem procent.

Det helt store spørgsmål er ifølge hende, hvad der kommer til at ske med energipriserne fremadrettet. For hvis der ikke kommer mere ro på priserne snart, så vil 2022 byde på den højeste årlige inflation i over 30 år.

- Det kan ikke undgå at få betydning for danskernes købekraft, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

- Jo mere vi skal bruge på at betale el- og varmeregninger, jo mindre har vi at bruge til alt muligt andet.

- Danskerne har i gennemsnit forholdsvist velpolstrede økonomier og dermed muligheder for at bruge af deres opsparing. Men der er ingen tvivl om, at dette vil tage toppen af forbrugernes købelyst herhjemme, siger hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.