Inflationen i USA ser ud til at have toppet for nu

Lavere benzinpriser har medvirket til, at inflationen er faldet en smule i USA. Men der er lang vej tilbage.

Fodgængere med indkøbsposer går forbi en afdeling af butikskæden Family Dollar i den amerikanske by Chicago. Inflationen gør dybe indhug i de fleste amerikaneres købekraft. <i>Scott Olson/Ritzau Scanpix</i>

Fodgængere med indkøbsposer går forbi en afdeling af butikskæden Family Dollar i den amerikanske by Chicago. Inflationen gør dybe indhug i de fleste amerikaneres købekraft. Scott Olson/Ritzau Scanpix

Det tyder på, at de voksende forbrugerpriser er bremset for nu i USA.

Det står klart, efter at der onsdag eftermiddag er kommet tal for inflationen i juli fra USA's arbejdsministerium. Den lyder på 8,5 procent på årsbasis, og det er et fald fra 9,1 procent i juni, skriver AFP.

Tallet for juli er en smule bedre end økonomernes forventning. De havde forventet et fald - dog kun til 8,7 procent.

- Det virker ikke usandsynligt, at vi endelig er forbi toppen i inflationen i USA, siger Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.

Han tilføjer, at en lignende udvikling næppe er om hjørnet i Danmark.

- Herhjemme må vi desværre nok vente en stund på det. Men usikkerheden er stor, da mange priser svinger uvant meget - ikke mindst energi, siger han.

Lavere benzinpriser har været med til at sænke inflationen i USA. Stigende boligpriser har dog samtidig skubbet udviklingen den anden vej.

- De samlede forbrugerpriser var uændrede fra juni til juli. Stabiliseringen af forbrugerpriserne er en virkelig god nyhed, da det forhåbentlig betyder, at vi nu har set inflationen i USA toppe, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Men inflationen er fortsat høj og derfor en stor trussel mod den amerikanske økonomi, konstatere han,

Den amerikanske centralbanks renteforhøjelser og stabiliseringen af forbrugspriserne kan være et varsel om, at banken er ved at få bedre styr på inflationen, konstaterer Allan Sørensen.

Men det lille fald i inflationen på årsbasis fra juni til jul vil næppe kunne forhindre, at amerikansk økonomi vil tabe fart over de kommende måneder, lyder det fra Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

Inflationen handler ikke bare om stigende benzin- og elpriser. Det er mere bredt funderet i amerikansk økonomi. Også mere end hvad man ser i Europa.

- Derfor kan amerikanerne, selv med flotte lønstigninger, komme til at vente længe på en fremgang i reallønnen, mener han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden