Coronavirus

Ingen hjælp fra minister: Minkbranchen skal ikke have særbehandling

- Det er en tvivlsom tid for branchen, og jeg skal ikke kunne sige, at det kommer til at rette sig op, siger fødevareminister Mogens Jensen (S)

Flere hundredetusinde mink skal i den kommende tid aflives. Det efterlader en minkbranche i knæ. Foto: Torben Hansen

Flere hundredetusinde mink skal i den kommende tid aflives. Det efterlader en minkbranche i knæ. Foto: Torben Hansen

Der er ingen udsigt til ekstra hjælp til de minkavlere, der er havnet i uforskyldt økonomisk kaos på grund af corona. Er der fundet smitte blandt minkene, får avlerne kun 20 procent i erstatning fra staten, og den sats er så lav, at det langt fra er alle de ramte minkfarme, der vil overleve.

Både minkfarmerne og politikere fra blå blok mener, at der burde have været 100 procents kompensation, men fødevareminister Mogens Jensen (S) afviser overfor NORDJYSKE, at kompensationen vil blive hævet.

Hvad siger du til kritikken af kompensationsordningen?

- Ordningen er skruet sammen som altid. Det er jo ikke første gange, at besætninger skal slås ned på grund af smitte. Ordningen er helt identisk med tidligere ordninger, der er ikke noget nyt i det. Det burde der heller ikke være for branchen.

Men regeringen kunne jo godt have valgt at lave en bedre ordning med højere kompensation for smittede dyr?

- Jeg har stor medfølelse med minkfarmerne. Det er yderst beklageligt. Jeg kan godt forstå deres frustration. Men der er rigtig mange sektorer og brancher, der er ramt af corona. Derfor mener jeg ikke, at minkbranchen skal have en særlig god kompensationsordning i forhold til andre. Jeg vil understrege, at der er to årsager til, at ordningen er skruet sådan sammen. Når man slår ikke smittede besætninger ned, er det ekspropriation. og det er grunden til, at man der giver 100 procents kompensation for driftstab. Når de smittede besætninger får 20 procents kompensation skyldes det, at der skal være et incitament til, at man gør alt for at holde smitten ude af sine besætning. Det er en fair ordning, der fuldstændig følger den måde, vi altid har brugt.

Der har også været kritik af, at alle besætninger, der er placeret inden for en radius af 7,8 kilometer af en farm med en smittet besætning, skal slås ned. Er den regel en overreaktion?

- Den er indført på baggrund af rådgivning og anbefalinger fra sundhedsmyndigheder og veterinærmyndigheder. Jeg er ikke ekspert, men der er et fagligt grundlag. Jeg kan kun sige, at som regering har vi fulgt den rådgivning, der er kommet fra sundhedsmyndighederne. Der er den eksakte videnskab. Det kan man godt have personlige holdninger til, men vi følger rådgivningen. Det er for at forhindre, at smitten breder sig ud i samfundet, og det burde alle have forståelse for.

Venstre og Konservative har sagt til NORDJYSKE, at de er klar til at lave en slags hjælpepakke til den truede branche. Er det en ide, regeringen vil bakke op om?

- Der er ingen tvivl om, at det er en beklagelig situation for branchen. Nu får de den fornødne kompensation, men det er min intention, at vi nu skal i dialog med branchen. Også om hvad der skal ske efterfølgende.

Er branchen så vigtig, at staten skal holde hånden under den?

- Minkbranchen har selvfølgelig skaffet mange eksportindtægter til Danmark og har også skabt jobs. Men det er klart, at når en branche bliver ramt som her, så må staten træde til, som man har gjort med andre brancher. Her gør vi det, som man har gjort hidtil, når en besætning skal slås ned. Men det er klart, at når det også berører jobs og udviklingsmuligheder, som her i Nordjylland, så vil vi i regeringen kigge på, hvad vi kan gøre på længere sigt.

Kan du sætte en tidshorisont på, hvornår der vil ske noget?

- Nej, ikke nu. Det er også en drøftelse, der skal foregå med udgangspunkt i erhvervsministeriet.

Tror du, at branchen kan overleve?

- Det har jeg svært ved at sige. Det handler ikke kun om corona. Det handler også om verdensmarkedet, og vi har gennem en årrække set, at der har været lavere priser på mink. Jeg er på ingen måde sikker på, at det retter sig op. Det er en tvivlsom tid for branchen, og jeg skal ikke kunne sige, om det kommer til at rette sig op. Men vi er i en situation, hvor en masse mink bliver slået ned, og så må vi se, hvordan vi kan hjælpe med beskæftigelse og udvikling.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.