Erhverv

Ingeniørkoncern fordobler overskud trods faldende salg

FLSmidth har tjent lige over en milliard kroner i 2024. Omsætningen er faldet fra cirka 24 til 20 milliarder.

FLSmidth sælger industrianlæg og serviceydelser til henholdsvis minedrift og cementproduktion. (Arkivfoto).
FLSmidth sælger industrianlæg og serviceydelser til henholdsvis minedrift og cementproduktion. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ingeniørkoncernen FLSmidth har fordoblet sit overskud i 2024, selv om omsætningen er faldet.

I løbet af året har selskabet tjent lige over en milliard kroner. I 2023 tjente FLSmidth knap 500 millioner kroner.

Det viser selskabets årsregnskab, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.

Mens overskuddet er vokset, er omsætningen faldet fra 24,1 milliard kroner i 2023 til 20,2 milliarder kroner i 2024.

FLSmidth sælger industrianlæg og serviceydelser til henholdsvis minedrift og cementproduktion.

I begyndelsen af 2024 meddelte selskabet, at man aktivt leder efter en køber til cementdivisionen.

Topchef Mikko Keto siger i en kommentar til regnskabet, at selskabet har øget profitabiliteten inden for begge forretningsområder i løbet af året.

- De resultater, vi har leveret i 2024, danner et solidt fundament for de kommende år, mens vi fortsætter vores transformation og forbliver forpligtet til at levere konsistente præstationer gennem forretningsmæssig dygtighed, siger han.

I løbet af året er omsætningen inden for mineindustrien faldet ni procent sammenlignet med 2023. I cementforretningen er salget faldet 26 procent.

Selskabet forventer, at omsætningen kommer til at falde yderligere i 2025, hvor det forventer en samlet omsætning på omkring 19 milliarder kroner.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden