”Man kan ikke være alt for alle på samme tid. Der er ikke nogen, der har glæde af en udkørt præst. Så der ligger helt sikkert en stor arbejdsopgave i at prioritere rigtigt,” siger Inge Haandsbæk Vestergaard.

Hun er sognepræst i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup Kirke, og med det job følger et stort ansvar for lokalsamfundet og for kirkens daglige liv, både som arbejdsplads og som folkeligt mødested.

For kirken er vigtig i lokalsamfundet. Det er både et sted, hvor fællesskab opstår til gudstjenester og kulturarrangementer, og et sted, hvor man mødes om de lykkeligste og de sørgeligste ting i livet.

Som præst har hun ”instruktionsbeføjelse” – det vil sige en uformel lederrolle i forhold til kirkens andre ansatte, og hun er derfor med til at sikre, at kirken er en god og sund arbejdsplads.

Men for at den 33-årige nordjyde kan løfte det ansvar, kræver det først og fremmest, at hun tager ansvar for sig selv.

”Jeg skal droppe den dårlige samvittighed, hvis jeg sidder en torsdag formiddag - i nattøj og med en avis - og tager en sen start. Det handler om at få balance i regnskabet, når der er travlt på andre tidspunkter. Når man har et embede fremfor et job, så er der ikke skarpe skel imellem arbejdstid og fritid. Det er en livsstil at være præst,” siger hun.

Ville selv være afsender

Da Inge Haandsbæk Vestergaard begyndte at læse teologi, var det ikke, fordi hun ville være præst. Hun drømte i stedet om at bruge uddannelsen som baggrund for at lave journalistik, for hun kunne rigtig godt lide at formidle.

Både under og efter studiet fik hun job som journalist – og senere som redaktør – på Kristeligt Dagblad. Herefter fulgte et par år som pressemedarbejder for en biskop. Men hun savnede at være den, der selv kom med budskaber, fremfor blot at være den, der formidlede andres.

Derfor søgte hun jobbet som sognepræst i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup Kirke – og fik det. Med det nye job fulgte en lang liste med arbejdsopgaver – og en embedsbeskrivelse, som indebærer at stå til rådighed 24 timer i døgnet seks dage om ugen.

Om Inge Haandsbæk Vestergaard

Hun er 33 år og bor i præstegården ved siden af Skallerup Kirke med sin mand og deres søn.

Hun er uddannet præst, men arbejdede som journalist og redaktør på Kristeligt Dagblad, og efterfølgende som pressemedarbejder i nogle af folkekirkens stiftsadministrationer, inden hun blev udnævnt som sognepræst i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup Kirke.

Hun er født i Thy. Det meste af sin barndom har hun boet på en nordjysk friskole, hvor hendes far var leder. Historiefortælling, traditioner og kristendom var en naturlig del af barndomshjemmet.

”Som præst i folkekirken har man ikke en chef, som siger, hvordan man skal prioritere sine arbejdsopgaver. Man skal være sin egen leder i det daglige – og det er jo et kæmpe ansvar,” siger hun og tilføjer:

”Mange mennesker har forventninger til, hvordan man skal være som præst. Samtidig har jeg selv mange idéer til, hvordan jeg kan blive bedre til mit arbejde.”

Men trods det store ansvar føles jobbet ikke lige så hårdt som de jobs, Inge Haandsbæk Vestergaard tidligere har haft, hvor hun arbejdede fra klokken 8 til 16. Forventningerne og forpligtelserne fylder, men de tynger hende ikke. Tværtimod minder ansvaret hende om, at hendes arbejde gør en forskel, og det giver hende energi til daglig.

Et fælles projekt

Da Inge Haandsbæk Vestergaard tiltrådte embedet, foreslog hun kirkens medarbejdere, at de mødtes fast en gang om ugen for at drøfte, hvilke opgaver og udfordringer der er, og hvordan de kan hjælpe hinanden med at løse dem.

Det skaber en følelse af et fælles projekt, selvom arbejdsopgaverne og faggrupperne er vidt forskellige, forklarer hun.

”Præsten, organisten, kirkesangeren og graverne kan sagtens arbejde parallelt med hver deres fagområde, nærmest uden at snakke med hinanden. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi hjælper hinanden og bliver mindet om, at vi er en del af en fælles arbejdsplads,” siger hun og nævner en episode fra et af møderne:

”En af graverne fortalte mig, at en kvinde ofte gik og sørgede på kirkegården. Det hjalp mig med at huske, at jeg skulle have snakket lidt ekstra med hende.”

Udover at påtage sig et ansvar for samarbejdet i kirkens daglige maskinrum har Inge Haandsbæk Vestergaard også et ansvar for kirkens rolle i lokalsamfundet. Som præst er hun ofte kirkens ansigt udadtil, og derfor er det en vigtig opgave at fastholde kirkens naturlige position som et samlingspunkt.

”Kirken er et vigtigt mødested for folk i deres livs vigtigste øjeblikke, og det er et rum, hvor høj og lav kan mødes både til højtider og til hverdag. Sognegården er på sin vis også nutidens forsamlingshus, hvor der er alt fra kor til foredragsaftener. Det, synes jeg, er enormt vigtigt at være med til at bevare,” siger hun.

Hun fortæller om nogle af de tilfælde, hvor ansvaret forpligter på en meget konkret måde.

”Jeg bliver lukket ind i vigtige overgange i folks liv - eksempelvis når de skal sige farvel til en, de holder af, når en fra næste generation skal døbes, eller når de skal giftes. Det vigtigste er at være i stand til at lytte og prøve at forstå de mennesker, jeg er i berøring med.”

En daglig, nødvendig kamp

Inge Haandsbæk Vestergaard lægger ikke skjul på, at hendes arbejdsliv også kan være hårdt. Det er meningsfuldt at have et job, hvor hun snakker med mennesker, som er vidt forskellige steder i livet, og hvor hun lægger øre og rum til alt, hvad folk måtte have på hjerte. Men det er også krævende.