Mennesker og hverdag ‑ Corona

Initiativ: Nordjysk bankdirektør vil hjælpe filialbrugere

Og betalingerne til foreninger og sportsklubber bliver fremrykket

Nordjyske Bank vil hjælpe kunderne i denne usædvanlige tid. Arkivfoto: Bente Poder

Nordjyske Bank vil hjælpe kunderne i denne usædvanlige tid. Arkivfoto: Bente Poder

NORDJYLLAND:Ekstraordinære tider kalder på ekstraordinære initiativer. Derfor iler Nordjyske Bank, som siden 2018 har været en del af Ringkjøbing Landbobank, nu til med en hjælpepakke bestående af en række initiativer.

Et af dem retter sig mod de kunder, som er vant til at bruge bankens nu lukkede kasser.

- Vi har et ikke ubetydeligt antal kunder, som hver måned kommer ind for at hæve deres pension og lignende eller betaler deres indbetalingskort ved vores kasser, siger direktør Claus Andersen fra Ringkjøbing Landbobank med ansvar for Nordjyske Bank.

Den trafik har Corona-truslen midlertidigt sat en stopper for, for bankens filialer er lukket, og denne kundegruppe er nu henvist til de udendørs pengeautomater, som de ikke er vant til at bruge.

- Brugen af vores kasser er størst omkring den første i hver måned. Derfor vil vi mandag og tirsdag have personale stående ved vores pengeautomater, som kan vejlede de kunder, der ikke er vant til at bruge automaterne, siger han.

Et andet initiativ er rettet mod de foreninger og sportsklubber, som banken sponserer eller på andre måder støtter, og bankens leverandører.

- Vi fremrykker betalingerne. Foreninger, der har indgået sponsoraftaler med os, skal bare kontakte os, så vil vi sørge for forudbetaling, siger Claus Andersen.

Ringkjøbing Landbobank følger også mange borgmestres opfordring til at støtte de lokale medier, som i denne tid bliver hårdt ramt af faldende indtægter fra annoncører.

- Vi har skruer op for udgifterne til markedsføring i de lokale medier rundt om i vores nærområder, siger Claus Andersen.

I modsætning til næsten alle andre danske banker så nåede Ringkjøbing Landbobank at afholde sin ordinære generalforsamling, inden så store forsamlinger blev forbudt.

Og her vedtog aktionærerne at beslutte den udbyttebetaling, som efterfølgende er blevet så forkætret.

Ringkjøbing Landbobank har - også i modsætning til andre danske banker - ikke suspenderet at mede ud om sine forventninger for regnskabsåret 2020.

- Vi reducerede 23. marts vores forventede resultat før skat fra mellem 950 og 1250 millioner kroner til mellem 800 og 1100 millioner kroner. Det skyldes den stigende rente og forventningen om større nedskrivninger på udlån, siger Claus Andersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.