fast ejendom

Interesse for at lægge boliglån om øger antallet af lånetilbud

Stigende renter kan tale for at lægge sit boliglån om. Derfor indhenter flere tilbud på at lægge lånet om.

Marts var en travl måned hos realkreditinstitutterne, som gav det højeste antal lånetilbud i knap to og et halvt år. Boligejernes interesse for omlægning af realkreditlån er den vigtigste forklaring på udviklingen. (Arkivfoto).
Marts var en travl måned hos realkreditinstitutterne, som gav det højeste antal lånetilbud i knap to og et halvt år. Boligejernes interesse for omlægning af realkreditlån er den vigtigste forklaring på udviklingen. (Arkivfoto). Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07:32

De danske realkreditinstitutter har haft en travl marts, hvor de har givet det højeste antal lånetilbud i knap to og et halvt år.

Det oplyser Finans Danmark i en pressemeddelelse.

I alt har realkreditinstitutterne givet 36.437 lånetilbud i marts. Det er det højeste antal siden oktober 2019, hvor coronakrisen endnu ikke var en ting.

Boligejernes interesse for at lægge deres realkreditlån om er ifølge Finans Danmark den vigtigste årsag til stigningen i marts.

Ud af de 36.437 lånetilbud i marts er 22.058 af dem blevet indhentet til omlægninger eller tillæg af eksisterende realkreditlån.

- Det lave renteniveau i andet halvår af 2019 var grunden til, at de danske boligejere indhentede rekordmange lånetilbud til omlægninger og tillægslån, siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

- Dengang valgte rigtig mange boligejere at lægge deres realkreditlån om til et lån med en lavere rente og derved spare deres udgifter til boliglån.

- Nu ser vi igen stor efterspørgsel på lånetilbud til omlægninger og tillægslån, men denne gang skyldes det formentlig de stigende renter, siger han.

Forklaringen er, at boligejerne kan reducere deres restgæld, hvis det vælger at omlægge til en højere renter.

Finans Danmark vurderer, at det højst sandsynligt er grunden til, at så mange boligejere undersøger deres muligheder for at lægge lånet om.

I marts har renterne fortsat deres stigninger fra de historisk lave niveauer. Der er blandt andet blevet åbnet for 30-årige fastforrentede realkreditlån med en rente på tre procent.

Til sammenligning lå renten for de samme lån på det halve i starten af januar.

- Når renten stiger, oplever boligejere med fastforrentede realkreditlån, at kursen, på de obligationer der ligger bag deres lån, falder. Det vil sige, at de kan indfri deres realkreditlån til en lavere kurs, end de optog lånet til, og dermed skære i deres restgæld, siger Peter Jayaswal.

- En såkaldt opkonvertering er dog ikke risikofri. Som låntager skal man betale en højere ydelse, og derfor er gevinsten kun midlertidig.

- Hvis renten ikke falder igen i fremtiden, kan gevinsten blive spist op af den forhøjede ydelse, siger direktøren fra Finans Danmark.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden