Kendt fisker sælger sin båd: Er alvorligt syg
Han er kendt fra TV-serien "Gutterne på Kutterne". Helbredet holder ikke til at være fisker længere
Opdateret 07. juni 2022 kl. 14:03
THORUP STRAND: Den 38-årige fisker kan nærmest intet fysisk længere. For få dage siden blev han sat på hospitalets venteliste.
Han aner ikke, hvornår han kan blive opereret, eller hvad der skal ske bagefter. Men han ved, at det er alvor.
Gennem længere tid er fysikken blevet stadig mere svækket.
- Det er pisseirriterende. Jeg vil gerne lave en masse, men jeg kan ikke en skid. Nu venter jeg bare på mit nye hjerte, siger Jonny Olsen.
Glad for livet
Jonny er mere glad for livet, end måske de fleste af os. Han mener selv, at han i princippet allerede har levet 38 år for længe. Han har nemlig en bygningsfejl i hjertet, der allerede fra fødslen gjorde livet svært.
- Det vender helt forkert derinde. Hovedpulsåren er byttet rundt. Jeg har et lille hjertekammer, der hvor andre har et stort, siger Jonny Olsen.
I en alder af seks måneder blev han opereret i England. Hans forældre fik at vide, at han nok ikke ville overleve. Som 25-årig fik han pacemaker, men nu går den ikke længere.
Han blev for to uger siden skrevet op på venteliste på Rigshospitalet. Han skal have en hjerte-transplantation.
Båden sat til salg
Han har netop sat sin båd, HM93, til salg. Det sker med tungt hjerte.
Fiskeri har været hele hans liv i 15 år. Nu har han erkendt, at det hårde slid på havet for altid er slut.
Han håber at få 300-400.000 kroner for båden. Men det med pengene er fuldstændigt ligegyldigt.
- Jeg og min bror har altid fisket sammen. Vi startede sammen og slutter sammen. Det kan være, at det ender med noget gæld, men det er sådan, det er. Det eneste, jeg tænker på, er, at jeg bare gerne vil have det lidt bedre end nu, siger Jonny Olsen.
Passer på hjertet
Han er nærmest blevet landskendt gennem TV2-programmet, 'Gutterne på Kutterne', der følger en gruppe kystfiskere ved Thorup Strand.
Også her fortæller Jonny Olsen om sit skrantende helbred.
Den kommende tid forsøger han at undgå at overbelaste sit svage hjerte. Det bliver han nødt til, hvis han ikke skal slide det helt i stykker inden operationen. Han må ikke handle ind, løbe eller løfte på sin lille søn. Hver gang han overanstrenger sig, går det ud over hjertet.
Så længe han passer på, går det nok. Det har lægerne lovet ham. Men ventetiden er hård. Der kan gå op mod to år, før det bliver hans tur.
- En, jeg mødte inde på hospitalet, fik nyt hjerte allerede efter otte dage. Han kom på ventelisten 8. januar i år. De tager folk ind i den rækkefølge, hvor de er sygest, men jeg er jo ikke læge, så jeg aner ikke noget, men jeg står vist nummer et eller to på listen nu, siger Jonny Olsen.
En ny tilværelse
Når operationen er vel overstået, skal han i gang med et helt nyt kapitel af sit liv.
Lægerne har varslet, at han skal indstille sig på at blive førtidspensionist. Det er han ikke meget for. Noget vil han lave, men det bliver ikke noget fysisk krævende - og helt bestemt ikke noget bag et skrivebord:
- Et kontorjob ville gøre mig fuldstændigt skør i hovedet. Måske kan jeg køre lastbil eller entreprenørmaskiner. Jeg finder nok på et eller andet, men nu skal vi lige gennem det her først, så må vi se, hvor langt talentet rækker, siger Jonny Olsen.
På medicin resten af livet
Han tager i forvejen en masse piller for sit dårlige hjerte. Dem kommer han til at skifte ud med noget andet medicin, så hans nye hjerte ikke bliver frastødt.
Han skal tage hjerte-medicin resten af sit liv.
Hvor længe det nye hjerte holder, ved ingen, men det skulle være muligt at leve lige så længe som ellers.
- Vi håber alle i familien, at operationen snart kan blive overstået. Det er lidt hårdt lige nu, men kommer jeg bare ud på den anden side, så fanden da med det. Hvem ved, måske bliver det pissegodt bagefter?, siger Jonny Olsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.