Jyske Bank har skabt op mod 20 job til ukrainske flygtninge
Jyske Bank har skabt job til ukrainere og givet sine ansatte mulighed for at få fri til frivilligt arbejde.
De seneste uger har flere danske arbejdspladser skabt job til ukrainere, som er på flugt fra krigen i Ukraine.
En af de arbejdspladser er Jyske Bank. Banken fra Silkeborg har således skabt 15-20 job til ukrainske flygtninge.
Det oplyser Jyske Bank i forbindelse med regnskabet for første kvartal 2022.
- Krigen har haft store menneskelige omkostninger, drevet millioner af ukrainere på flugt og ændret den geopolitiske verdensorden, lyder det fra Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank.
- Jyske Bank forsøger at yde et lille bidrag til at afhjælpe situationen for ukrainske flygtninge i Danmark ved at skabe 15-20 job til ukrainske flygtninge, siger han i en kommentar.
Ved udgangen af første kvartal 2022 har Jyske Bank haft flere end 3200 medarbejdere ansat på fuldtid.
For at kunne hjælpe med frivilligt arbejde som følge af flygtningesituationen har de ansatte i Jyske Bank-koncernen fået mulighed for at holde fri en til to dage per måned i resten af 2022.
Også Danske Bank har indført en lignende mulighed for sine ansatte.
I Danske Bank er der afsat op til tre dage i løbet af 2022, som medarbejderne kan bruge til frivilligt arbejde, der kan gavne ukrainere berørt af krigen.
Muligheden gælder for alle de cirka 20.000 ansatte, der er i Danske Bank. De kan gøre brug af muligheden året ud.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.