virksomhedsregnskab

Jyske Banks indtægter stiger - men overskuddet falder

I tredje kvartal har Jyske Bank tabt 300 millioner kroner på såkaldte kursreguleringer, viser regnskab.

Jyske Bank, der har hovedsæde i Silkeborg, oplever vækst i renteindtægterne. (Arkivfoto).
Jyske Bank, der har hovedsæde i Silkeborg, oplever vækst i renteindtægterne. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:58

Jyske Bank har i tredje kvartal tjent 503 millioner kroner efter skat.

Det viser bankens regnskab tirsdag morgen.

Det er et noget lavere niveau end i samme periode sidste år.

Faldet er tilmed sket, selv om renteindtægterne modsat er steget med 170 millioner kroner til i alt 1,4 milliarder i perioden.

Det skyldes primært, at det, der i et bankregnskab hedder "kursreguleringer", er gået fra at være et overskud på godt 130 millioner kroner i tredje kvartal sidste år til et underskud på 300 millioner i år.

Nedgangen fra et højt niveau kan særligt henføres til effekten af stigende renter på koncernens afdækning af renterisiko, skriver banken i regnskabet.

Banken noterer sig desuden, at den stigende inflation har afledt historisk hurtige rentestigninger, som har gjort en ende på de negative renter.

- En periode med stagflation i form af negativ vækst og fortsat inflation er formentligt nært forestående, om end dybden og længden på nedturen fortsat er uvis, siger Anders Dam, der er ordførende direktør i Jyske Bank, i en kommentar til regnskabet.

I Danmark har der været særdeles høj økonomisk vækst, efter at de hårdeste og mest omfattende coronarestriktioner landet over blev lagt i graven. Væksten er dog stilnet af siden.

Den stigende inflation har nået det højeste niveau i 40 år, og det har været med til at udhule husholdningernes købekraft og medført et nyt lavpunkt i forbrugertilliden.

- Det har fremrykket udsigten til en konjunkturnedgang og lavere boligpriser, skriver banken.

- Dansk økonomi har dog et godt udgangspunkt i forhold til at kunne håndtere en periode med lavere vækst, og Jyske Bank fokuserer på at hjælpe kunderne og håndtere deres økonomiske situation.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden