Forsyningsselskaber

Jyske forsyningsselskaber i nyt samarbejde

Otte selskaber - blandt dem fire nordjyske - danner nyt selskab og satser på stordriftsfordele

Stordriftsfordel er en af de væsentligste årsager til, at otte jyske forsyningsselskaber nu går sammen i nyt selskab. Arkivfoto

Stordriftsfordel er en af de væsentligste årsager til, at otte jyske forsyningsselskaber nu går sammen i nyt selskab. Arkivfoto

NORDJYLLAND:Thisted Vand Service ApS, Morsø Forsyning A/S, Vesthimmerlands Forsyningsservice A/S og Mariagerfjord Vand A/S bliver med virkning fra 1. september en del af et nyt serviceselskab, som inkluderer yderligere fire jyske forsyningsselskaber.

Det er Favrskov Forsyning A/S, Syddjurs Spildevand A/S, Samsø Spildevand og Vandmiljø Randers A/S, og det nye selskab får hjemsted i Randers.

Serviceselskabet, der får navnet Forsyningsservice A/S, får hjemsted hos Vandmiljø Randers, og det bliver netop direktøren i Vandmiljø Randers, Peter Christensen, som bliver direktør for det nye selskab.

Han har store forventninger til samarbejdet.

- Gennem tæt samarbejde på udvalgte områder opnår vi stordriftsfordele, som vi ikke kunne skabe alene, siger han.

Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning A/S, bliver bestyrelsesformand i det nye selskab.

- Det er en stærk og spændende konstellation vi sætter i verden, og vi ser frem til at udvikle samarbejdet i den nye ejerkreds. Alle selskaberne har samme behov, ønsker og muligheder, og når vi rykker sammen, kan vi skabe større kompetencer og en højere grad af professionalisme inden for udvalgte områder og ydelser, end hvad selskabernes størrelse egentlig berettiger til, siger hun.

De primære ydelser i Forsyningsservice A/S er udbud, indkøb og contract management. Derudover leverer selskabet ydelser og rådgivning inden for juridisk rådgivning, håndtering af persondata og arbejdsmiljø.

Med samarbejdet får de otte forsyningsselskaber adgang til eksperter, de ellers ikke har volumen til at tilknytte. Derudover får de mulighed for at effektivisere gennem stordriftsfordele.

Forsyningsservice A/S er en fortsættelse af det allerede eksisterende selskab Shared, der blev etableret i 2014.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.