Kabinemedarbejdere anklager SAS for at løbe fra corona-aftale

SAS afviser at have brudt aftale om job til kabinepersonale på ulønnet orlov, når corona var ovre.

Kabinepersonale i SAS er utilfreds med, at selskabet med den ene hånd opretter datterselskaber og hyrer nyt kabinepersonale, og med den anden hånd fyrer de medarbejdere, der under corona gik med til to års orlov uden løn(Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Kabinepersonale i SAS er utilfreds med, at selskabet med den ene hånd opretter datterselskaber og hyrer nyt kabinepersonale, og med den anden hånd fyrer de medarbejdere, der under corona gik med til to års orlov uden løn(Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Torsdag fik 300 af SAS's kabine-medarbejdere en fyreseddel. Deres fagforening mener, at fyringerne er et brud på en aftale, der skulle redde de ansattes job under corona, hvor SAS-flyene stod på jorden.

Det skriver DR.

Aftalen lød ifølge fagforeningen i grove træk, at over 500 kabineansatte skulle gå på orlov uden løn i op til to år. Det skulle give SAS et pusterum til at sikre, at deres job var der, når de vendte tilbage.

Perioden udløber til juni. Og her har 300 af dem altså fået at vide, at der ikke venter noget job på dem, og at de bliver opsagt.

- Vi står med en aftale, der nu er brudt fra SAS' side, da de har valgt ikke at kalde kollegerne tilbage, i takt med at produktionen er kommet i gang igen, siger Christa Ceré fra fagforeningen Cabin Attendants Union til DR.

Overfor DR giver SAS udtryk for, at man ikke mener, at selskabet har brudt en aftale med medarbejderne. SAS bekræfter, at 300 bliver fyret og oplyser, at 180 medarbejdere er vendt tilbage under orlovsperioden.

Ifølge SAS var aftalen, at personalet skulle tilbage i det omfang, der var behov for det.

- Det er en proces, der er i gang i overensstemmelse med den aftale, vi indgik i begyndelsen af pandemien, da vi måtte afskedige mange af vores medarbejdere, skriver SAS til DR.

Selv om de fleste corona-restriktioner er fortid, er luftfartsbranchen ikke tilbage på niveauet fra før corona.

Eksempelvis kom den tyske luftfartsgigant Lufthansa i sit regnskab torsdag med en note om, at med yderligere fremgang i resten af 2022 kan selskabet måske nå 70 procent af sin kapacitet fra før corona i år.

Til TV2 News medgiver Christa Ceré, at ikke alle var garanteret at komme tilbage. Men hun mener, at SAS har udnyttet muligheden til at komme af med personale på nogle bestemte vilkår.

Hun peger på, at mens SAS ikke har fundet plads til at bringe kabinepersonalet på orlov tilbage, har SAS også lavet to nye datterselskaber, der har ansat nyt kabinepersonale.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.