Kammaprisen uddeles for første gang
50 kvinder er med i opløbet til Kammaprisen, der uddeles for første gang
Opdateret 16. maj 2022 kl. 15:40
NORDJYLLAND: 6. november uddeles Kammaprisen for første gang til Nordjyllands mest inspirerende kvinde.
I alt 121 kvinder er blevet indstillet til prisen, som efterfølgende er blevet skåret ned til 50 semifinalister, der er i spil til at blive kåret som Årets Kammakvinde, oplyser Kammaprisen i en pressemeddelelse.
- Det har været en fornøjelse at gennemgå de mange indstillinger og få øjnene op for både kendte og nye ansigter undervejs, hvilket er lige præcis det, som prisen handler om; at anerkende og skabe synlighed omkring de seje kvinder i Nordjylland, der hver dag engagerer sig og gør en positiv forskel, fortæller Maja Torp, der foruden at være medstifter af Kammaprisen er medlem for Venstre af Aalborg Byråd og leder i Aalborg Kommune.
Det er nu op til Kammaprisens jury, hvem af de udvalgte semifinalister der går videre til finalen. Juryen skal udvælge i alt fem finalister, der skal dyste om den prestigefyldte titel som Årets Kammakvinde 2020.
- Vi har i juryen modtaget en topkvalificeret liste med en lang række stærke, intelligente og modige kvinder, som alle på hver deres måde lever op til Kammaprisens kriterier. Nu venter et stort arbejde med henblik på at få indsnævret feltet til fem kandidater, og jeg ser frem til at bidrage til denne proces sammen med de øvrige jurymedlemmer, siger Rikke Christoffersen, direktør for Aalborg Handelsskole og juryformand for Kammaprisen 2020.
De øvrige jurymedlemmer består af Lasse Rich Henningsen, direktør for Musikkens Hus, serieiværksætter Mads Peter Veiby, direktør for AaB Thomas Bælum, direktør for Aalborg Portland Michael Lundsgaard Thomsen samt politidirektør for Nordjyllands Politi, Anne Marie Svendsen og direktør for Invest in Aalborg, Catharina Engqvist.
Vinderen af Kammaprisen 2020 kan se frem til gaver sponsoreret af en række af byens lokale erhvervsdrivende. Hovedpræmien er sponsoreret af House of Wellness, og Retreat Yourself og indeholder et retreat for to til Andalusien med meditation, yoga og skønhedsbehandlinger til en samlet værdi af 30.000 kr.
Kammaprisen uddeles fra Musikkens Hus med journalist og tidligere nyhedsvært på TV 2 Nord Helene Gottschalk som vært. Af hensyn til smitterisiko vil showet blive streamet online, hvor finalister og øvrige interesserede kan følge begivenheden live i trygge rammer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.