Erhverv

Københavns Lufthavn havde sin travleste september nogensinde

Flere transferpassagerer rejser gennem Københavns Lufthavn. Flyene er også mere fyldt.

Fly til og fra Københavns Lufthavn har været mere fyldt i september, end de tidligere har været i efteråret. (Arkivfoto).
Fly til og fra Københavns Lufthavn har været mere fyldt i september, end de tidligere har været i efteråret. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Flyene er fyldt bedre op, og flere bruger Københavns Lufthavn til at mellemlande.

I september var der således 3,1 million passagerer, som rejste gennem lufthavnen. Det er det højeste antal i lufthavnens 100-årige historie.

Det skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse torsdag morgen.

I september var sædebelægningen på fly til og fra Københavns Lufthavn på 80 procent. Det vil sige, at flyene i gennemsnit var 80 procent fyldt.

Det er ifølge lufthavnen det højeste niveau nogensinde for en efterårsmåned.

- Det er meget positivt, at flyene er mere fyldte, og virkelig godt, når der i gennemsnit er flere passagerer på hvert enkelt fly, fordi det øger effektiviteten og understøtter en mere ansvarlig udnyttelse af flykapaciteten, siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard, i pressemeddelelsen.

Antallet af transferpassagerer, som flyver videre mod deres slutdestinationen fra København, er også stigende.

I september var der 35 procent flere transferpassagerer i Københavns Lufthavn sammenlignet med samme måned året før.

Ifølge lufthavnen har der især været en kraftig vækst i antallet af transferpassagerer fra Norge og Sverige.

- Vi ser en tydelig tendens til, at flere og flere vælger at rejse via København, og det gælder især vores nordiske naboer, siger Peter Krogsgaard i pressemeddelelsen.

I september var den mest populære destination den britiske hovedstad, London. Herefter kommer henholdsvis Stockholm og Oslo.

I årets første ni måneder er i alt 24,5 millioner passagerer rejst gennem Københavns Lufthavn.

Lige som september blev de tre sommermåneder også de travleste nogensinde med 9,7 millioner rejsende.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden