Køber du varer fra udlandet? Så hårdt kan du blive ramt af nye regler
De fleste nordjyder ved ikke, at særlig bagatelgrænse snart fjernes

Hovedtelefoner er blandt de varer, man ofte kan købe billigt via netbutikker i udlandet. Men fra 1. juli gælder nye momsregler, som kan mangedoble prisen. Arkivfoto: Martin Damård
NORDJYLLAND:Har du købt varer fra udlandet via postordre - varer fra Storbritannien, USA, Kina og andre lande uden for EU?
Så har du sikkert opdaget, at det kan blive en dyr omgang, hvis varen koster mere end 80 kr. inklusiv forsendelse.
Er varen dyrere end den "bagatelgrænse", ryger der moms og typisk også told, skat og andre afgifter på, så den reelle pris hurtigt kan blive mangedoblet.
Trods den lave "bagatel-grænse" har det dog været muligt at købe blandt andet elektronik-tingel-tangel meget billigt i for eksempel kinesiske webbutikker. Det kan være hovedtelefoner og meget andet forbrugerelektronik i den meget billige ende.
Men det er snart slut. Bagatelgrænsen fjernes, og dermed skal danskere betale moms og typisk også en række andre afgifter, inden den billige vare fra ikke-EU-lande når frem.
Nye regler fra 1. juli
Fra 1. juli 2021 bliver det dyrere at købe billige varer uden for EU. EU har besluttet, at der skal betales moms af alle varer, der bliver købt i lande uden for EU. I dag gælder der en bagatelgrænse, hvor varer under 80 kr. er fritaget for moms, men med de nye momsregler fjernes den.
Det betyder, at der kommer ekstra udgifter oven i prisen, når du køber billige varer på nettet i lande uden for EU.
Kilde: Toldstyrelsen
Toldstyrelsen er godt klar over, at mange danskere nu risikerer at få en uventet ekstraregning. Ifølge en undersøgelse for Toldstyrelsen ved de fleste nordjyder ikke, at der indføres nye momsregler 1. juli.
- Det er rigtig ærgerligt at stå med en ekstraregning, hvis man tror man har gjort et godt køb. Det vil vi gerne hjælpe forbrugerne med at undgå, og derfor skruer vi nu op for vejledningen, siger Annette Høve Nielsen, funktionsleder i Toldstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Hun opfordrer til, at man tjekker websiden undgåprischok.dk , før man sætter sig foran computeren og gør sit næste netkøb.
For selv om man køber sine varer i udlandet nu, inden de nye regler træder i kraft, kan der gå mange uger, før varen når frem.
- Hvis pakken først ankommer efter 1. juli, skal man betale efter de nye regler, understreger Annette Høve Nielsen.
Prisen mangedobles
Toldstyrelsen giver dette eksempel på, hvor dyr en billig vare fra et ikke-EU-land kan blive:
Hovedtelefon til 40 kr. Fra 1. juli skal der betales moms - 10 kr. - og dertil kommer et såkaldt "transportørgebyr", som typisk er på fra 150 til 250 kr. Altså et gebyr som pakkefirmaet i Danmark opkræver.
Samlet pris efter 1. juli: Op mod 300 kr. - en reel prisstigning på over 600 procent.
Kilde: Toldstyrelsen
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.