Krise forude: Alligevel skruer Spar Nord op for forventningerne
Oktober har givet større indtægter end forventet
AALBORG: Spar Nords topchef Lasse Nyby sagde for nylig til Nordjyske, at han er bekymret for, hvordan inflationen og de stigende renter på længere sigt vil ramme bankens kunder. På kortere sigt er der ingen problemer. Nu er tallene for oktober nemlig tikket ind, og de er så gode, at Spar Nord nu opskriver det forventede overskud i hele 2022 med 100 millioner kroner.
For en uge siden forventede banken et resultat efter skat i 2022, der ville ligge i den øvre ende af et interval på 1150 til 1250 millioner kroner.
Nu lyder forventningen på et overskud inden for et interval, der hedder 1250 til 1350 millioner kroner - altså 100 millioner kroner mere.
Tre faktorer
Bag fremgangen ligger en overraskende god udvikling i oktober i tre indtjeningskilder:
Spar Nords udlån er steget mere end forventet, og kunderne har fortsat haft travl med at omlægge deres realkreditlån. Det har betydet større rente- og gebyrindtægter til bankens kasse.
Banken har tjent mere på sin egen beholdning af realkreditobligationer, som har givet både større renteindtægter og kursgevinster.
Det sidste bidrag til fremgangen er af meget og svært forståelig teknisk karakter. Kort fortalt har en ændret behandling i regnskabet af afdækningsforretninger i forbindelse med Spar Nords ansvarlige lånekapital betydet, at bankens kursreguleringer med et slag er blevet forbedret med 40 millioner kroner.
På udgiftssiden holder bankens oprindelige forventninger til nedskrivninger på svage udlån til kunder vand.
"Nedskrivningerne forventes fortsat at blive beskedne for hele året", fastholder bankens ledelse i den udsendte meddelelse til fondsbørsen.
Testet
Det betyder ikke, at Spar Nords kunder ikke vil blive negativt berørt af den nuværende hyperinflation og stigende boligrenter.
- Det er klart, at nogen vil være følsomme over for de stærkt stigende priser på gas og el og de stigende renter, sagde Spar Nords topchef Lasse Nyby for under en uge siden til Nordjyske, da banken offentliggjorte sit resultat for årets første ni måneder.
Da covid-19-pandemien ramte, reserverede Spar Nord et meget stort millionbeløb til at dække fremtidige tab på sine erhvervskunder udløst af de globale nedlukninger.
Erhvervskunderne er dog kommet langt bedre end frygtet gennem pandemien.
- Det betyder i praksis, at vi har kunnet overføre nogle af vores reservationer på erhvervskunderne til privatkunderne. Det er udtryk for en bemærkelsesværdig udvikling, sagde Spar Nords topchef også til Nordjyske ved den lejlighed.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.