Kristian Thulesen Dahl dimitterer snart fra Aalborg Universitet

Toppolitikerens tid på Aalborg Universitet har hjulpet ham i en svær periode som DF-formand

Kristian Thulesen Dahl dimitterer 14. januar fra Aalborg Universitet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kristian Thulesen Dahl dimitterer 14. januar fra Aalborg Universitet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

AALBORG:For knap to år siden befandt Kristian Thulesen Dahl sig midt i en krise.

Dansk Folkeparti havde fået en gigantisk vælgerlussing. Fra mere end hver fjerde stemme til under hver tiende.

Toppolitikeren skulle have sit parti tilbage på ret kurs og begyndte at undersøge, hvordan han kunne hjælpe det på vej. Det har ført ham tilbage til sin gamle studieby Aalborg, hvor han fredag 14. januar dimitterer fra sin MBA-uddannelse på Aalborg Universitet.

- Jeg var ikke kommet helt frem til kommunalvalget som formand, hvis jeg ikke havde fået fyldt på undervejs med viden og et netværk, fortæller Kristian Thulesen Dahl om sin tid på uddannelsen.

Efter det katastrofale folketingsvalg blev han anbefalet af flere at tage en lederuddannelse. Den garvede politiker har været leder i mange år, men så hurtigt fidusen i at supplere sin erfaring med noget teoretisk viden.

Forskellige typer

Kristian Thulesen Dahl mener selv, at uddannelsen i Aalborg har haft stor indflydelse på hans måde at være leder på i de forgangne to år.

MBA-uddannelsen på Aalborg Universitet består af en række seminarer med selvstudie imellem.

- Jeg fik at vide, at man kunne gå ud fra de månedlige seminarier og bruge det, man havde lært. Det var jeg lidt skeptisk overfor dengang, siger han.

Men han måtte erkende, at der var noget om snakken.

- Jeg må bare sige, at de havde fuldstændig ret. Hver gang jeg havde været afsted, kom jeg tilbage med nogle redskaber til at takle de udfordringer, vi stod med, siger partiformanden.

- Vi får hældt en masse teori på os om, hvordan man arbejder med mennesker og forskellige persontyper. I politik må man jo sige, at der er mange forskellige typer. Man får en forståelse for, at de ikke skal behandles ens. Det er noget, jeg et eller andet sted har vidst noget om i hele mit arbejdsliv, men det betyder noget at få det kvalificeret, så man kan arbejde med det i praksis, fortæller han.

Afgående formand

Ved kommunalvalget i 2021 fik Dansk Folkeparti en næsten lige så omfattende vælgerlussing som ved folketingsvalget 2019. Partiet fik halveret sit stemmetal til 4,1 procent og gik tilbage i alle kommuner på nær én.

Det fik formanden til melde sin afgang. Det kommer til at ske på et ekstraordinært årsmøde 23. januar - kun lidt over en uge efter, at Kristian Thulesen Dahl dimitterer fra den uddannelse, han tog for at redde sit parti. Han understreger dog, at uddannelsen ikke er en del af en exitstrategi.

- Jeg blev drevet af at finde noget, der kunne gøre det muligt for mig at få Dansk Folkeparti bygget op igen. Havde vi fået fem procent eller derover til kommunalvalget, var jeg ikke gået af. Det var ene og alene, fordi vi ikke havde formået at vende skuden. Ethvert hold, der bliver ved med at tabe kampe, må på et tidspunkt acceptere, at man må prøve at skifte træneren ud, siger han.

Fan af Aalborg

Han mener dog, at han stadig gør brug af sin uddannelse. Blandt andet i forhold til kommunalvalget og sin afgang.

- Nu ved jeg i højere grad, at det er vigtigt, at jeg kommunikerer min afgang klart og tydeligt. At jeg tager ansvaret og laver en proces frem mod, at en anden bliver valgt. Men også at man anerkender vilkårene. Da vi ankom til valgaftenen før kommunalvalget, havde jeg nogle forskellige planer i min taske for, hvordan jeg skulle reagere afhængigt af valgresultatet, siger han.

Kristian Thulesen Dahl er født i Brædstrup mellem Horsens og Silkeborg. Han har sin daglige gang i København. Så hvorfor har han egentlig taget en lederuddannelse i Aalborg?

- Jeg har altid været stor fan af byen. Det kommer nok af, at jeg studerede erhvervsjura der fra 1989 til 1995. En stor del af mine familie kommer fra Brønderslev og Tylstrup-området, så det har været naturligt for mig at komme i Nordjylland. De to ting kombineret med at jeg altid har været glad for den læringsmetode med gruppearbejde, man bruger på Aalborg Universitet, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.