Kun en tåbe frygter ikke udskamning

Af Esben Lind, kommunikationsrådgiver og direktør, Publicity A/S i Aalborg

Nordjyske virksomheder og enkeltpersoner kommer oftere og oftere i den offentlige gabestok. Antallet af shitstorme vokser, og sandsynligheden for – enten forskyldt eller uforskyldt - at blive udskammet er efter min vurdering større end nogensinde.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at vi i Publicity bruger en større og større del af vores vågne timer på at hjælpe virksomheder og enkeltpersoner i kriser. Dette arbejde har nået nye højder under krigen i Ukraine, hvor alle med relation til Rusland er kommet i søgelyset. 

Her rådgiver vi alt fra store danske industrivirksomheder til professionelle fodboldspillere med relationer til Rusland, og alle er de efter min bedste vurdering uden skyld i den krise, de står i.

Udskamning er således blevet så stor en faktor, at det kan få selv de største virksomheder og koncerner til at bøje sig. Nogle af de mest kendte eksempler i Danmark er Carlsberg og Ecco, der på den ene eller anden måde er blevet gjort til medansvarlige for krigens forbrydelser.

Førstnævnte har følt sig tvunget til at sige farvel til store økonomiske interesser og medarbejdere i Rusland. Sidstnævnte forsøger at holde stand, men presset er stort – ikke bare fra forbrugerne, men også fra forhandlerne. 

Men hvem skal vurdere, om eksempelvis Carlsberg og Ecco bør trække stikket til Rusland? Det skal den enkelte dansker. Eller rettere - det er i hvert fald sådan, at det er blevet i praksis.

Folkedomstolen er både lovgivende, udøvende og dømmende magt. For de nævnte virksomheder bryder så vidt vides ikke loven. Nej, det handler om andet end love og regler. Det handler nemlig om samfundsansvar, og det er vi alle sammen med til at definere. Her er vores forventninger til virksomhederne som forbrugere og borgere markant stigende. Vi forlanger transparens, og vi forventer, at samfundssind prioriteres langt over profit. 

Det er som sådan ikke noget nyt. Men i dag er det allestedsnærværende, og det betyder, at alle kan blive ramt af udskamning.

Men hvor efterlader det den enkelte nordjyske virksomhed, når udgangspunktet er, at alle kan blive ramt? Denne gang er det virksomheder med relation til Rusland. Næste gang er det måske virksomheder med relationer til Kina. Det er vel ikke usandsynligt, at Kina kan blive mere aggressive overfor Taiwan, eller at Kina måske endda kan finde på at invadere Taiwan? 

Hvis det sker, vil vi sandsynligvis se en lignende bevægelse, hvor alle med relation til Kina bliver udskammet og tvunget til at stoppe sine aktiviteter der. Det vil være et langt mere omfattende scenarie end det, vi ser i dag med Rusland. Og er det ikke Taiwan-krisen, der blusser yderligere op, så er det måske noget andet, der får os til at fjerne os fra Kina. 

Den bevægelse er allerede i fuld gang.

Mit bedste råd til de nordjyske virksomheder er, at de både skal forebygge krisen og gøre sig klar, når den kommer. Forebyggende skal man foretage en risikoanalyse og identificere de potentielle kriser, der kan opstå. Det er ikke realistisk at tro, at man kan forudsige enhver krise, der måtte opstå, men man kan øve sig, og processen er i sig selv lærerig. 

Dernæst skal man have et beredskab, der hurtigt og præcist kan blive aktiveret, hvis en krise indtræffer. Alle skal vide, hvilken rolle de skal spille, for tid er en helt afgørende faktor, når en krise skal inddæmmes og neutraliseres. I dag er det nemlig sådan, at folkedomstolen i mindre grad vurderer dig ud fra, hvad du har gjort, men i højere grad dømmer dig ud fra den måde, du håndterer krisen. 

Her spiller kommunikation ikke overraskende en afgørende rolle.