Kun få kender det: Ekstra fradrag kan spare dig tusindvis i skat
Det kan være en god idé at overveje at indbetale ekstra på pensionen inden årets udgang
PRIVATØKONOMI: Henning Boye Hansen er skatteekspert helt ind til benet og kender derfor udmærket det ekstra pensionsfradrag, som blev indført i 2018.
Problemet er bare, at de fleste andre ikke er opmærksom på det.
Og det er en skam, for mange danskere burde overveje at gøre brug af det ukendte fradrag, mener han.
- Især de danskere, som betaler topskat nu, men som ikke regner med at gøre det som pensionist, vil have stor fordel ved at indbetale ekstra på deres pensionsopsparing, siger Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i BDO.
Det særlige fradrag
Tilbage i 2018 blev der indført regler om et ekstra skattefradrag. Det beregnes som en procentdel af summen af dine pensionsindbetalinger. Er der højst 15 år, til du når folkepensionsalderen, beregnes fradraget som 32 procent af dine indbetalinger.
Det vil sige, at indbetaler du 10000 kroner ekstra på din pension, kan du trække de 32 procent fra i skat.
Er der længere end 15 år til din folkepension, kan du kun trække 12 procent fra.
Derfor er fradraget mest interessant for danskere, som højst har 15 år tilbage før folkepensionsalderen.
Fradraget kan i år højst udgøre et beløb på 24.192 kroner, svarende til 32 procent af 75.600 kroner.
Selve skatteværdien af fradraget - altså den reelle besparelse - er imidlertid mindre.
- Det maksimale fradrag giver en reel skattebesparelse på knap 6300 kroner. Besparelsen er lige så stor for højtlønnede som for lavtlønnede, fordi fradraget gives som et ligningsmæssigt fradrag, forklarer Henning Boye Hansen.
Svært at forstå
Det særlige skattefradrag forudsætter også, at du i år ikke allerede har indbetalt 75.600 kroner på din pensionsordning. Det er nemlig den maksimale grænse for det ekstra pensionsfradrag.
- Men det er de færreste, som rammer loftet. Derfor vil langt de fleste kunne få glæde af en ekstra pensionsindbetaling, siger Henning Boye Hansen.
Hvis du er topskatteyder og ikke regner med at skulle betale topskat af dine fremtidige pensionsindtægter, kan der være ekstra god grund til at udnytte fradraget.
Her dækker skatten nemlig helt op til cirka 60 procent af dit ekstra indskud. Og da indskuddet kun beskattes med 37 procent ved udbetalingen, sparer du derfor op til 23 procent i skat.
For en ikke-topskattebetaler dækker skatten omkring 45 procent af din ekstra indbetaling. Så der er stadig penge at spare.
- På Christiansborg taler man meget om enkle skatteregler. Dette er eksemplet på det modsatte, siger Henning Boye Hansen, som godt kan forstå, hvis det hele virker en smule snørklet og uforståeligt.
- I min verden er det teknisk set håbløs skattelovgivning. Men det betyder ikke, at jeg ikke anbefaler det, for det virker egentlig rigtig godt.
Den korte opsummering
Essensen er altså, at det især er topskatteydere med højst 15 år til folkepension, som kan drage fordel af det ekstra fradrag.
De kan spare op til 23 procent i skat, fordi en ekstra egenbetaling på pensionen kan indskydes med en fradragsværdi på omkring 60 procent, men kun beskattes med 37 procent ved udbetalingen.
Du skal i øvrigt ikke selv gøre noget for at få det særlige skattefradrag. Det beregnes ligesom beskæftigelsesfradraget og jobfradraget helt automatisk og står på årsopgørelsen under de ligningsmæssige fradrag.
Det betyder, at skatteværdien af fradraget – altså den reelle skattebesparelse af dette – udgør cirka 26 procent af beløbet.
Den maksimale skattebesparelse, som det ekstra pensionsfradrag giver dig, hvis du højst har 15 år til pensionen, er på 6300 kroner.
Beregningsgrundlaget for fradraget udgøres af 92 procent af de pensionsindbetalinger, som foretages af din arbejdsgiver, herunder også til ATP, med tillæg af 100 procent af dine private pensionsindbetalinger.
Indbetalinger til en aldersopsparing berettiger ikke til fradrag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.