Landmænd investerer millioner: Skal bygge enorme anlæg i Nordjylland

Der er tale om en investering på "et stort trecifret millionbeløb"

De ti rige familier bag BioCirc får nu selskab af en gruppe landmænd. <i>Illustration: Anders Andersen/Midjourney</i>

De ti rige familier bag BioCirc får nu selskab af en gruppe landmænd. Illustration: Anders Andersen/Midjourney

NORDJYLLAND:Hidtil har selskabet været ejet af ti diskrete velhaver-familier.

Nu vil en gruppe landmænd lege med.

Landbrugskoncernen DLG har købt sig ind i energiselskabet BioCirc, der på kort tid har trukket flere overskrifter.

DLG - der er ejet af 26.000 landmænd - har skudt "et større trecifret millionbeløb" ind i BioCirc.

BioCirc, der blandt andet har Just Eat-milliardæren Bo Bendtsen i ejerkredsen, har planer om at lave seks kæmpe energiøer på land.

Tre af dem vil de placere i Nordjylland.

Hidtil største investering

Præcis hvor stor en andel af BioCirc, som landmændene i DLG kommer til at eje, ønsker parterne ikke at oplyse. 

Men DLG bliver en betydelig minoritetsaktionær.

Landbrugskoncernen har som erklæret mål at investere mindst to milliarder kroner inden 2030 i den grønne omstilling.

Investeringen i BioCirc er den hidtil største.

Samarbejdet mellem DLG og BioCirc skal være med til at sikre forsyningen af biomasse til BioCircs biogasanlæg, skriver de to selskaber i en pressemeddelelse.

Netop biogas bliver hjertet i de seks enorme energiklynger på land, som BioCirc vil skabe. 

BioCirc købte sig i 2022 ind i Vesthimmerland Biogas. Nu ønsker selskabet at opføre en energiø i kommunen med biogasanlægget som hjertet. Her ses BioCircs direktør Bertel Maigaard (til venstre) og borgmester i Vesthimmerland Per Bach Laursen (V). BioCirc og Vesthimmerlands Kommune har indgået en samarbejdsaftale. Politikerne i byrådet har dog endnu ikke taget endelig stilling til selskabets projekt.  <i>Foto: Vesthimmerlands Kommune</i>

BioCirc købte sig i 2022 ind i Vesthimmerland Biogas. Nu ønsker selskabet at opføre en energiø i kommunen med biogasanlægget som hjertet. Her ses BioCircs direktør Bertel Maigaard (til venstre) og borgmester i Vesthimmerland Per Bach Laursen (V). BioCirc og Vesthimmerlands Kommune har indgået en samarbejdsaftale. Politikerne i byrådet har dog endnu ikke taget endelig stilling til selskabets projekt.  Foto: Vesthimmerlands Kommune

Fem millarder per styk

Udover biogas vil BioCirc opføre vindmøller, solceller og et elektrolyseanlæg, hvor noget af strømmen skal bruges til at spalte vand og fremstille brint. 

Den overskydende varme tilbydes borgere i området.

Der skal også etableres brintlagre, hvorfra brinten videresælges eller forarbejdes til nye grønne brændsler som e-metanol med hjælp fra CO2 fra biogasanlæggene. 

Hver energiø vil koste cirka fem milliarder kroner, har BioCirc tidligere anslået over for Børsen.

DLG skal i samarbejde med BioCirc facilitere, at biomassen afhentes hos landmanden og leveres til biogasanlæggene. 

Når den afgassede biomasse leveres retur til landmanden, kan den bruges som gødning på marken. Fordi biomassen er afgasset, vil den mindske CO2-aftrykket i landmandens klimaregnskab.

Anonyme rigmænd

Bag BioCirc står det eksklusive advokat- og formueplejefirma Maigaard & Molbech.

Fra en mondæn adresse midt i København forvalter de formuer for nogle af Danmarks rigeste.

Bertel Maigaard har til Børsen fortalt, at i alt cirka ti velhaverfamilier står bag BioCirc. Og at de er klar til at investere i omegnen af 25 milliarder kroner i energiøerne.

Familierne ønsker at være anonyme. Men vi ved, at den ene er milliardæren Bo Ladegaard Bendtsen.

- Det har været vigtigt for BioCirc at få landmændene med i ejerkredsen, da de i dag er vores primære samarbejdspartnere. De leverer en stor del af den biomasse, som vi omdanner til CO2-neutral energi. Dette bidrag er helt essentielt i at indfri ambitionen om at skabe cirkulære energiklynger, der sikrer en fuld grøn omstilling lokalt til gavn for klimaet, siger Bertel Maigaard, der er direktør i både BioCirc Group og Maigaard & Molbech.

BioCirc blev stiftet i 2021 og har siden købt heftigt op i biogassektoren. Selskabet ejer i dag fem store biogasanlæg i Jylland og på Sjælland.

Det gør dem til Danmarks næststørste producent af biogas.

Ifølge Børsen omsætter BioCircs fem biogasanlæg i dag tilsammen for over en milliard kroner.

Bertel Maigaard, direktør i BioCirc Group og Maigaard & Molbech. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Bertel Maigaard, direktør i BioCirc Group og Maigaard & Molbech. Arkivfoto: Henrik Bo

Eksperter tvivler

I Nordjylland vil BioCirc placere energiøer i Jammerbugt, Vesthimmerland og Mariagerfjord.

BioCirc lover kommunerne 100 lokale job, gratis overskudsvarme til fjernvarmeselskaberne, store lokale skatteindtægter og en grøn millionfond til at bygge eksempelvis skoler og idrætshaller for.

Flere eksperter stiller sig dog tvivlende over for løfterne. Det har Nordjyske tidligere beskrevet i artiklen her.

Du kan finde flere artikler om BioCircs planer herunder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.