Erhverv

Lavere priser på elektricitet trækker inflationen ned i august

Lavere udgifter til elektricitet medfører et fald i inflationen, viser tal fra Danmarks Statistik.


Opdateret kl. 08:32

Forbrugerprisindekset, også kaldet inflationen, i august lå på 2,0 procent i forhold til samme måned sidste år, meddeler Danmarks Statistik onsdag.

Dermed lå inflationen en smule lavere end i juli, hvor inflationen var på 2,3 procent i forhold til samme måned i 2024.

Den lavere inflation i august i forhold til juli skyldes hovedsageligt, at priserne på elektricitet er faldet markant i forhold til prisniveauet i august sidste år, skriver Danmarks Statistik.

- Inflationen falder som følge af lavere elpriser. Inflationen er fortsat så lav, at danskerne har solid fremgang i reallønnen. Lønningerne stiger fortsat hurtigere end priserne, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en pressemeddelelse.

Prisfald på især pakkerejser, leje af sommerhus og fødevarer trak indekset ned med 0,61 procentpoint.

Der er udsigt til, at inflationen vil falde endnu mere næste år.

- Afgiftslempelser vil sænke inflationen i 2026. Regeringen har i finanslovsudspillet præsenteret en række afgiftslempelser på el, bøger, kaffe og chokolade, som samlet set vil dæmpe inflationen med 0,7 procentpoint i 2026, siger Allan Sørensen.

Regeringen vil i 2026 og 2027 sænke elafgiften fra de nuværende 72 øre per kilowatt-time til 0,8 øre per kilowatt-time, som er EU's minimumssats.

Kerneinflationen - hvor energi og uforarbejdede råvarer er trukket ud af regnestykket - lød i august på 2,3 procent. Det er en stigning i forhold til juli, hvor den lød på 2,2 procent.

Cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer forudser en stigning i reallønnen.

- Det betyder også, at der er udsigt til en ganske solid fremgang i danskernes realløn i 2026 på cirka 2,25 procent.

- Det, sammenholdt med at danskerne har oparbejdet store formuer og i udgangspunktet omsætter en relativt lille andel af deres indkomst i forbrug, betyder, at der er et ganske fint potentiale for en fremgang i privatforbruget i både 2025 og 2026, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden