Laveste oktobersalg af boliger siden 2011

Høje renter og inflation er medvirkende til ekstraordinært få solgte boliger i oktober.

De har ikke travlt hos ejendomsmæglerne for tiden. Tal fra Boligsiden, som er mæglerbranchens fælles boligportal, viser, at der blev solgt 4488 boliger i oktober.

Det er et fald på 18 procent sammenlignet med september, og det er det laveste oktobersalg, der er registreret siden 2011.

- Allerede i sensommeren begyndte salget at falde, og den tendens er forstærket i oktober.

- Det vidner om en ny tid på boligmarkedet, hvor rigtig mange købere tilsyneladende forholder sig afventende, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom og chefanalytiker hos Nordea Kredit, peger på den høje inflation og de høje renter som hovedårsagen til, at der ikke bliver handlet flere boliger lige nu.

- Køberne har færre penge til rådighed, og derfor har de svært ved at matche sælgernes forventninger til salgsprisen, som ofte er sat for højt, i forhold til hvad markedet kan bære.

- Sælgerne tager måske udgangspunkt i prisen på boliger, der er solgt i foråret, hvor markedet var et helt andet, siger hun.

Og så spiller psykologi og købernes forventninger til fremtiden formentlig også en betydelig rolle, mener hun.

- Der er ingen, der har lyst til at gribe en faldende kniv. Derfor er der formentlig mange, der ser tiden an, i forventning om at priserne skal endnu længere ned. Det er også med til at hæmme salgsaktiviteten, siger hun.

Både Nordea Kredit, de økonomiske vismænd, Nationalbanken og Finansministeriet vurderer, at boligpriserne vil falde yderligere næste år og tidligst begynde at rette sig op igen i 2024.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk